SE SIDSTE NYT UNDER
LokAHL er et frivilligt non-profitprojekt om forvaltningen af lokalområdet Ahl ved Ebeltoft.
Der tilføjes løbende aktuelle indlæg ligesom informationssiderne om forvaltningen af områdets dræn, strand og udsigtsfredning opdateres.
Trods det "lokahle" fokus er mange af problemstillingerne generelle.
Derfor er informationen gjort offentlig, så den forhåbentlig kan skabe nytte i andre lokale sammenhænge, der også møder en lovstridig, ineffektiv eller egennyttig forvaltning.
Dvs. er det ikke bare borgerbrok, som kommunen måske ville kalde det?
Enhver kan ved besigtigelse i området konstatere, at stranden vokser i unaturlig grad og at udsigten i fredningen er forsvundet.
Af kommunens åbne sagsarkiv er det også klart at området har fået medhold i de mange sager afgjort af klagenævnene. Dvs. vi ved at kommunen har begået talrige lovbrud i forvaltningen af drænene.
Forvaltningsproblemerne er altså reelle.
Lokale borgere har i 30 år peget på problemer med stranden. I over 12 år har vi arbejdet for en lovmedholdelig forvaltning af områdets dræn og næsten ligeså længe har vi påpeget problemer med fredningens tilsyn.
Dvs. problemerne er velkendte og påtalt over lang tid.
Udsigten kan genskabes, drænene kan repareres og strandforandringen kan stoppes.
Dvs. problemerne er ikke uløselige.
Når de alligevel ikke er løst efter alle disse år, indikerer det for os et forvaltningsproblem, der har sin rod i videns- og driftsmæssigt uengagerede politikere, mangel på ledelse og et embedsværk, der har fået alt for lang snor.
Borgerindsatsen indtil nu har givet robust "felterfaring" med både problemerne og med kommunens forvaltning. Vi har lært, at medhold i diverse ankeinstanser ikke automatisk medfører en ændret adfærd i den kommunale forvaltning.
Lokalområdets forsøg på at få løst problemerne har ikke mødt et sammenhængende og borgervenligt system. Oplevelsen er snarere et komplekst og usammenhængende system af ret isolerede instanser, kommuner, stat, klagenævn, kommissioner, etc. med egne og til tider ret snævre kommissorier.
Borgerne skal selv finde vej i denne labyrint og står ofte tilbage med en fornemmelse af at være keglerne i et usammenhængende spil, der ikke handler om problemløsning.
Det overordnede indtryk er altså en uvirksom organisering uden samlet problemløsningsevne.
Selv om mange lokale gerne vil bidrage, får det bureaukratiske svøbe næsten lige så mange til at opgive. Den konstruktive kritik og engagementet kører træt.
Hermed bliver demokratiet den egentlige taber fordi tilliden til systemet svækkes.
Det er synd, og derfor forsøger vi med dette websted, at bidrage med et par pip hvor borgerens version af historien præsenteres.
Så vores svar på spørgsmålet i overskriften er "ja". Kritik af forvaltningen er både er nødvendig, berettiget og i vores øjne konstruktiv. Systemet trænger til revision.
For god ordens skyld skal det anføres, at kritikken af "kommunen" eller "forvaltningen" sjældent er en kritik af den enkelte medarbejder. Det er en kritik af det system og den ledelse, der misbruger magten og fordrejer sagerne til egen fordel og til ugunst for borgerne.