Drænene på Ahl

Selv om kendelsen fra 1972 kan synes lang og kedelig er det i virkeligheden ganske få sider, der beskriver de fælles spilleregler for vedligeholdelsen af drænsystemet. Her er et uddrag af hovedpunkterne fra side 19-21 i kendelsen:

1. Den almindelige vedligeholdelse udføres ved Syddjurs kommune. Udgifterne fordeles områdevist efter parter. 

2. Kommunen står for tilsyn med drænenes funktion og administrationen af vedligeholdelsesarbejdet (regnskab, logføring, koordination af arbejderne, etc.). Som honorering for arbejde kan kommunen opkræve lodsejerne 15% af vedligeholdelsesomkostningerne. Udgifterne til tilsyn kan dog ikke tillægges et overhead.

3. Grundejerne skal tåle færdsel ifm.. vedligeholdelsen og der gives normalt ikke erstatning for evt. ulemper.

4. Spørgsmål om manglende oprensning eller vedligeholdelse kan af alle parter indbringes for myndigheden.

5. Hovedledningen i omr. 2 er et offentligt vandløb, hvis regelsæt fremgår af et såkaldt vandløbsregulativ. For hovedledningerne her gælder, at kommunen ikke kan kræve beplantning over ledningen fjernet. For de øvrige drænledninger i omr. 2, dvs. alle andre drænledninger end hovedledningen, gælder de generelle regler i kendelsen. Her kan kommunen, som i de øvrige områder, kræve beplantning fjernet så rødderne ikke skader drænene.

6. For omr. 5 gælder den specielle regel, at den åbne grøft over kommunens areal vedligeholdes for kommunens regning.

Hvor der er jura, er der selvfølgelig altid mulighed for tolkninger.. Men hensigten og hovedpunkterne i kendelsen er slet ikke så diffuse, som de gøres til af kommunen.

I dokumentet  - hvem gør hvad - findes en kort gennemgang af hvem, der gør hvad, tillige med en grafisk illustration af hovedpunkterne.

Og hvis der fortsat er tvivl, foreskriver kendelsen, at sagen kan indbringes for en "vandløbsret", som har pligten til at oplyse og afgøre evt. uklarheder.

I relation til skader på dræn findes også et kort notat med lidt mere specifik reference til lovgivningen.

Vandløbsloven har to formål. Det ene er at sikre vandets frie løb i vandløb, herunder dræn. Det andet er at tage hensyn til miljøet. Der er dog ikke er særlige miljøhensyn i vores område, så her er det primære formål, at få vandet til at løbe uhindret i drænene.

I lovens § 6 stk. 3 er anført at "Ingen må foretage beplantning så nær rørlagte strækninger af vandløb, at der kan være fare for, at rørledninger beskadiges eller tilstoppes." Denne paragraf er vigtig for os, netop fordi vi har så mange, måske "lovstridige", træer over de rørlagte vandløb, som hindrer vandets frie løb. 

Det nævnes tit i relation til denne paragraf, at lodsejeren måske ikke selv har plantet træerne eller at de måske er selvsåede. Det må vandløbsmyndigheden så forholde sig til. I tidligere sager er det afgjort, at lodsejere er ansvarlige for rodskader på egen grund, uanset om de selv har stukket planterne i jorden. 

Et andet vigtigt forhold i vandløbsloven med relation til Ahl, er forskellen mellem regulering, anlæg af nye vandløb og vedligeholdelse. 

Regulering har med ændring af eksisterende vandløb at gøre og nyanlæg har at gøre med etablering af nye vandløb. Kun vedligeholdelse af vandløbene er i følge kendelsen fra 1972 en fælles opgave. 

Vedligeholdelse omfatter de jævnligt forekommende  arbejder, der på et eksisterende vandløb skal til for at vandet løber frit. Det er typisk spuling af rør og opgravning af sand i brønde. Men udskiftning af slidte eller sammenfaldne rør er også vedligeholdelse når blot dræning og afvanding ikke ændres. Hvis man f.eks. ændrer rørdimension og dermed påvirker afvandingen, er der tale om en regulering.

Vedligeholdelse omfatter som udgangspunkt ikke skader på rør. Altså f.eks. rodskader og graveskader. Om skader gælder:

§ 54. Beskadiges vandløb, diger, bygværker eller andre anlæg omfattet af denne lov, eller foretages foranstaltninger i strid med loven, kan vandløbsmyndigheden meddele påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand....

§ 54 a. Bliver vandløbsmyndigheden opmærksom på et ulovligt forhold, skal den foranledige det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning.

Er der uklarheder om arbejder på drænsystemet,  altså om der er tale om vedligeholdelsesarbejder eller om udbedring af skader på drænsystemet, bør kommunen indledningsvist myndighedsbehandle sagen, så den bliver belyst. 

I relation til skader på dræn findes et notat med lidt mere specifik reference til lovgivningen.

Områdets suverænt største problem er manglen på tilsyn og håndhævelse af skader fra rødder og gravning  på drænene. Myndigheden fungerer altså ikke.

Efter kommunalreformen i 2007 blev kommunen myndighed på vandløbsområdet. Her er det ofte den samme fysiske person, der træffer beslutninger om vedligeholdelse, som efterfølgende skal være myndighed for sine egne handlinger.

Det er noget rigtigt rod, som bryder med det vigtige juridiske princip om habilitet. 

Derudover ser vi ofte manglende juridiske kompetencer i den kommunale behandling. Mange sager omgøres i klagenævnene. Saglighed og kompetencer synes ikke så vigtige for kommunerne, som for amterne.

Myndighedsbehandlingen kommet under samme budget, som den øvrige sagsbehandling i kommunerne. Og måske derfor ser vi ofte, at kommunen enten helt undlader at myndighedsbehandle, fordi det er for besværligt. Eller at den afgør sager til fordel for sin egen vinding i stedet for objektivt efter loven. Vi har fået dette bekræftet gang på bang når klagenævnene omgør kommunens beslutninger. 

Kommunen vælger f.eks. at igangsætte større renoveringsprojekter med den begrundelse, at de gamle dræn er sammenfaldne og slidte. Men når der graves ned til dem, ligger de langt overvejende ganske fint. Påstanden om sammenfald er altså løgn og latin. Men det er en fin mulighed for kommunen for et godt provenu af et større projekt, samtidig med, at den slipper for det træge myndighedsarbejde, som jo ikke kan opkræves hos lodsejerne.

Med myndighedsarbejdets forsvinden, håndhæves ulovlighederne ikke. Eksempelvis beplantning over drænene. Dette medfører rodpropper og ødelagte dræn, som stopper vandets frie løb. Kommunen vælger altså at lade stå til og efterfølgende udskifte rørene på fællesskabets regning. I stedet for at undgå problemer og ødelæggelse, søger kommunen at profitere på dem. Lodsejerne bliver taberne.

Kommunen håndhæver heller ikke graveskader på drænene. Det er lettere at lade fællesskabet betale for ødelæggelserne og selv lune sig ved det provenu på 15% af omkostningerne, som kendelsen foreskriver.

Det er formentlig alt sammen lovstridigt og kan kun fortsætte fordi ledelsen i kommunen vender det blinde øje til forholdene og satser på, at uvidenhed og det uvejsomme klagesystem vil afholde lodsejerne fra at reagere.

Drænlauget har heldigvis afdækket en stor del af problemerne. Men nye opstår hele tiden. Trods klagenævnsafgørelser ser vi fortsat, at kommunens sagsbehandlere udnytter enhver chance for at slippe for myndighedsarbejdet og bøje realiteterne så regningen kan sendes til lodsejerne.  

Problemet ligger i forvaltningskulturen, som vi oplever som usaglige og opportunistisk. Lidt omvendt er det borgerne, der efterlyser lovmedholdelighed hos det offentlige.

Erfaringen fra de sidste godt 10 år er helt klar: drænene ødelægges primært af to ting: trærødder og graveskader. 

Hvis disse to skadevoldere forsvandt, ville have et langt mere velfungerende drænsystem.

Graveskader opstår i forbindelse med nedlægning af rør og kabler: vandledninger, elledninger, og kloakledninger. Da disse overvejende er af offentlig karakter, er det utroligt vigtigt, at kommunen, som står for arbejderne, er opmærksomme på drænene ved projektering og nedgravning.

Trærødder er især blevet et problem i takt med at træerne er blevet store siden 1960, da området blev udstykket. Før det var det landbrugsjord uden træer. I 1972, da kendelsen for området blev lavet, var størstedelen af grundene udstykket og kommunen, som udstykkede grundene, havde tilplantet skel med birk og avnbøg.

Derfor konstaterede Hedeselskabets filialbestyrer, Thellesen, også i oplægget til kendelsen, at "man ikke følger vandløbslovens bogstav for så vidt angår beplantning over drænene..."

Allerede i 1972 blev lovgivningen altså overtrådt med kommunens vidende og formentlig derfor åbner kendelsen for, at man under skelhegn kan erstatte drænrørene med  tætte beton- eller plastrør, som rødderne har sværere ved at komme igennem.

Men rodskader er stadig en skade på vandløbet og dermed et forhold, som myndigheden bør behandle.

Eneste undtagelse nævnt i kendelsen er hovedledningen i område 2, hvorom det specifikt er nævnt, at kommunen her ikke kan kræve af lodsejerne, at beplantning over drænledningen fjernes. Grunden til dette er ikke nævnt specifikt, men det må formodes, at lempelsen er medtaget, fordi man her pålægger private lodsejere at betale til vedligeholdelsen af et offentligt vandløb, som normalt bekostes fuldt af det offentlige.

Men alle andre steder kan og skal kommunen efter al sandsynlighed  reagere på træer over drænene. 

Selv de af kommunen ved udstykning pålagte deklarationer om at "grundene skal have skovkarakter" nævner, at drænledningerne skal respekteres.

Det er almindelig sund fornuft, at man skal undgå bevidst at ødelægge det fælles drænsystem, som mange lodsejere er dybt afhængige af. Et stort skridt på vejen mod dette er, at kommunen sætter ind for at undgå rod- og graveskader.

Foruden lodsejerfællesskabet underlagt kendelsen, findes der tre aktører: Kommunen, drænlauget og lodsejerudvalget. Alle har de ét fælles sæt spilleregler:  vandløbsloven og landvæsensnævnskendelsen fra 1972.

Lodsejerfællesskabet har med vedligeholdelse af drænene at gøre. Og kun med vedligeholdelse. Skader på drænene er altså ikke umiddelbart et fælles anliggende, der kan pålignes fællesskabet. Og tilsvarende med reguleringer og anlæg af nye vandløb. Lodsejerne er fordelt i 5 økonomisk uafhængige områder.

Kommunen er myndighed på lovgivningen (vandløbsret i kendelsens ordlyd), tilsynsførende med drænenes funktion, og står for udførelse og administration i forbindelse med drænenes vedligeholdelse. Kommunen er også lodsejer i området. Kommunens roller er således centrale for drænenes funktion. Nok fordi grundene blev udstykket på kommunal jord.

Lodsejerudvalget er nedsat i 2024 i medfør af kendelsen fra 1972. Denne giver det mandat til at viderebringe lodsejernes klager vedr. vandløbene til kommunen, aftale nødvendig vedligeholdelse, og indbringe områdets ønsker til evt. yderligere dræning. Lodsejerudvalget har altså en formidlingsrolle mellem området og kommunen.

Drænlauget er en frivillig forening bestående af et udsnit af områdets lodsejere. Lauget har til formål at sikre, at drænene forvaltes i henhold til lovgivningen og har dermed en rolle som interesseorganisation.

Selv om alle aktører formelt arbejder for at få drænene til at fungere, er det i realiteten lidt mere kompliceret. 

Fra 1972 til 2007 fungerede tingene rimeligt, men herefter har problemerne vist sig i hobetal. Især siden kommunalreformen har vedligeholdelsen været forsømt. Der er kommet mange trærødder i drænene fordi fjernelse af træer ikke er er håndhævet jf. lovgivningen.

Kommunen har altså forsømt både mht. tilsyn, reparationer og myndighed selv om problemerne har været kendte.

Drænlauget blev stiftet i 2014 som reaktion mod kommunens misligholdelse af reglerne. Herfra har man taget en vigtig tørn med at afklare reglerne. Formelt er det gået godt. Laugets medlemmer har fået medhold i alle de centrale sager, der indbragtes for klagenævnene. Dvs. det er lykkedes for lauget at slæbe kommunen til truget, men udfordringen med at få den til at drikke pågår stadigt.

Frustrationen blandt nogle lodsejere over kommunens manglende vilje og kompetence, var en bevæggrund bag forslaget om etableringen af det lodsejerudvalg, som kendelsen fra 1972 åbner for. Man mente "samarbejde" var løsningen.

Lodsejerudvalget er i kendelsen defineret som et par lodsejere fra hvert område, der skal modtage og viderebringe de øvrige lodsejeres klager til kommunen. Hvis det skal give mening, skal repræsentanterne naturligvis være "lodsejere i gummistøvler" med en god forståelse af både de fysiske drænsystemer og reglerne, så de kan medvirke til diagnosticere drænproblemerne og sikre, at den nødvendige vedligeholdelse løses fornuftigt af kommunen. 

Men sådan er det ikke blevet. Af referatet fra fællesmødet vedr. lodsejerudvalg, rundsendt til alle lodsejere via kommunen, kunne man læse at:

"Drænlaugets fremtidige rolle blev også diskuteret. Flere spurgte, hvorfor drænlauget ikke bare kunne fortsætte sit arbejde. Svaret på det var, at kommunen ikke anerkender lauget som repræsentant for alle lodsejere, men har sagt ja til at betragte et lodsejerudvalg som sådan. Derfor besluttede drænlauget at forsøge at gå vejen med et lodsejerudvalg. " 

Her går det for alvor galt. For der er ikke hjemmel i kendelsen for at gøre et lodsejerudvalg til "repræsentant" for lodsejerne. Udvalget kan hverken tale- eller besluttet på vegne af lodsejerne. Det kan alene viderebringe drænproblemer til kommunen. 

Dermed er der etableret en løsning, som desværre ikke løser problemerne. Og hvis Drænlauget samtidigt drosler ned for indsatsen, kommer området måske til at mangle den "vagthund", som tidligere er lykkedes med at optrævle kommunens ulovligheder. Det risikerer at stille lodsejerne dårligere.

Gøres lodsejerudvalget til et forum for interessevaretagelse, uanset om disse er kommunens- eller lodsejernes, risikerer det forplumre billedet, skabe grobund for konflikter, og vil næppe bidrage til bedre drænfunktionalitet.

Problemet har hele tiden været, at "fællesskabet" har været misbrugt af kommunen til at dække regningen for meget andet end vedligeholdelse. Det har for kommunen fungeret som en slags økonomisk endestation, hvortil regningerne for kommunens- og skadevoldernes forsømmelser kunne videresendes.

Kommunen har i høj grad spillet med på misforståelsen om lodsejerudvalget og bidraget til forvirringen med sin hyppige snak om "serviceniveau og fælles forståelse". Dens håb er måske, at et lodsejerudvalg kan løbe kommunens ærinde blandt lodsejere og udbrede budskabet om, at kommunen har for travlt til at løse sine tilsyns- og myndighedsopgaver og at vi må forvente mindre service og større regninger. Det, den misser,  er at løsning af drænproblemerne ikke primært er et spørgsmål om samarbejde, enighed og ønsker om serviceniveau. Det er et spørgsmål om at følge og håndhæve de fælles spilleregler vi allerede har i lov og kendelse.

Så løsningen er langt mere praktisk og ligger såmænd bare i at forstå drænsystemet, følge spillereglerne i lovgivningen og få systemet vedligeholdt så vandet kan løbe uhindret. Dette er hverken politik eller raketvidenskab.

Har lodsejerne ikke troen på, at kommunen kan bringes til at løse opgaverne, har de muligheden for at søge kendelsen for området ophævet og f.eks. i stedet danne en grundejerforening. Så er kommunen ude af ligningen, hvad den åbent har givet udtryk for, at den ønsker.  Lodsejerne i sommerhusområdet kan så blive herrer i eget hus. Men det ønsker de ikke og derfor er man i dette dysfunktionelle "ingenmandsland".

1972-kendelsens drænkort .  Det juridisk gældende kort, som er tinglyst på alle grunde og som viser de dræn, der er omfattet af kendelsen.

Omr. 2 renovering. Kort over hovedledningerne som de blev udført efter udskiftningen i 2014.

Kommunens plankort. Nyere, men ufuldstændige digitaliserede versioner af det gamle drænkort for områderne Ahl2, Ahl3 og Ahl5.

Kommunens plankort med nummererede brønde. Kortet er også fejlbehæftet.

Det er ikke helt let at få et overblik over drænsystemets tilstand, udførte arbejder og konstaterede problemer. Kommunen fører ikke en synlig log og de øvrige aktører vist heller ikke.

Derfor har vi påbegyndt en simpel log over aktuelle drænproblemer.

Og for at synliggøre de relativt mange træer over- eller ved drænledningerne, er det for område 5, som eksempel, illustreret på en kopi af drænkortet hvor der er træer. En enkelt rød prik illustrerer ét træ. To forbundne prikker illustrerer flere træer på strækningen.

Loggen er stadig under udarbejdelse og primært opdateret for område 5.  Men alle lodsejere under kendelsen er velkomne til at kontakte lokahl og få problemer på listen.

Alle grundene i området er via kendelsen fra 1972 tildelt et antal parter. Hver år fordeles udgifterne til vedligeholdelse i forhold til disse parter. Bortset fra de større projekter i f.eks. område 2 og 3, der medførte omkostninger på tusindevis af kroner pr. part, har regningerne ikke været voldsomt store. Årsagen er, at der siden kommunalreformen er foretaget meget begrænset vedligeholdelse. 

Størstedelen af de almindelige udgifter til vedligeholdelse går til frigravning af tilsanding ved udløbene mod vest. Den anden "faste" post er udgifterne til Midtdjurs Kloakservice, som står for spuling af rør.

Tabellen via dette link viser omkostningerne pr. område og år. Den er ikke fuldt opdateret siden 2018, men kan give en indikation af udgiftsniveau og fordeling. Anlæg er de større "renoveringsprojekter", rådgivning er udgifter til projektering og tjenesteydelser er regninger fra kommunens materielgård, etc. Altså udgifter vedr. spuling og frigravning af stranden. 

Den stedmoderlige vedligeholdelse og det manglende tilsyn kan blive dyrt på den måde, at den store "skjulte" udgift vedrørende drænene ligger i deres forfald på grund af  skader i form af trærødder og graveskader, samt pga. manglende vedligeholdelse.  Det er lidt som med et hus: Manglende tilsyn og vedligeholdelse medfører store udgifter over tid.

For at synliggøre de relativt mange træer over- eller ved drænledningerne er der for område 5, som eksempel, sat prikker på en kopi af drænkortet. Dette giver et visuelt indtryk af aktuelle eller potentielle skadevoldere set med drænøjne. En enkelt rød prik illustrerer ét træ. To forbunde prikker illustrerer flere træer på strækningen.

Kortet vises ved klik på dette link.

Lodsejerudvalget blev etableret på et fællesmøde den 15. februar, 2024. Af områdets ca. 230 grunde, var ca. 50 repræsenteret på mødet. Der er ikke, i forbindelse med etableringen, fulgt nogen særskilt proces eller udarbejdet et regelsæt for valg, pligter, processer, etc.

Dvs. eneste "mandat" er kendelsens ordlyd om at viderebringe lodsejernes klager til kommunen, samt at foreslå behov for yderligere dræning. 

Dvs. lodsejerudvalget har mandat til at viderebringe lodsejernes indberetninger til kommunen, men ikke mandat til at forhandle eller udtale sig på lodsejernes vegne, eller til selvstændigt at bestille opgaver.

En lodsejerrepræsentant for hvert område er indsat nedenfor og kan/skal kontaktes hvis man som lodsejer har klager over drænenes funktionsevne.

Omr. 2: Peter Sinding Andersen - petersindingandersen@gmail.com

Omr. 3: Leon Kristensen - lkr@edc.dk

Omr. 4: Pt. ingen repræsentanter

Omr. 5: Hans Henrik Lauridsen - hh@fynbo.as