Udsigtsfredningen på Ahl

Tilgroning og ulovlig tilplantning burde fanges af kommunens tilsyn med at fredningsbestemmelserne overholdes. Det fungerer bare ikke i praksis. Udgifterne til arbejdet prioriteres ikke af kommunerne, som efter kommunalreformen overtog ansvaret for fredningerne.

Nuvel, disse historiske fredninger er heller ikke livsvigtige, så hvorfor spekulere over det?

LokAHL tager fat på det som et eksempel på , hvordan den offentlige forvaltning fungerer. Når fredningens byrder på lokalområdet fortsat eksisterer, uanset at fredningen ikke lever op til sit formål, sker der en skævvridning. Lidt som hvis en butik modtog betalingen, men ikke gav dig varerne.

Rejses spørgsmålet om fredningen hos kommune og fredningsnævn, som er de centrale aktører på fredningsområdet, støder man ind i nogle lidt bizarre forvaltningsmæssige oplevelser.

Fra kommunen har det bl.a. lydt, at den ikke en myndighed på fredningerne, selv om dette er temmelig tydeligt anført i Naturbeskyttelsesloven. Kommunen opfatter sig i stedet som sekretær for fredningsnævnet. Den vasker med andre ord hænder. 

Rejser man spørgsmålet om de træer, der er plantet ved menneskelig hånd, gøres der heller ikke noget. Kommunen konkluderer ved henvendelser, at den "vurderer", uden at begrunde det yderligere, at tilplantningen er af underordnet betydning. Dette uanset at beplantningen blokerer udsigten og at en sådan tilplantning  ikke kan være underordnet i lovgivningens forstand, når den hindrer opfyldelsen af fredningens formål, altså udsigten. 

Kontakter man Fredningsnævnet, henviser det til kommunen som myndighed og anfører, ganske rigtigt, at nævnet tager sig af dispensationssager og yder hjælp til kommunen i spørgsmål vedr. fredningerne. 

Systemet er altså ikke helt enkelt at danse med. 

Men dispensationssagerne er heller ikke pletfrie. Når man får fredningsnævnet i tale, nævner dette, at til trods for at fredningens formål om udsigtsbevarelse er klart, kan nævnet ikke håndhæve fredningens formål, mht. til naturlig tilgroning, fordi selvsåede vækster ikke er nævnt eksplicit i fredningsteksten. Det er altså i praksis ikke muligt at opretholde fredningens tilstand. 

Man har altså sat en fredning i verden, som er dømt til tilgroning. Måske har man på fredningstidspunktet ikke kunnet forudse, at nævnene i vores tid ville tolke på denne måde. For selv i 1961 vidste man nu nok, at naturen har det med at gro af sig selv.

Egentlig er det noget bureaukratisk pjat. Selvfølgelig kunne det lade sig gøre relativt simpelt, at håndhæve hensigten fra 1961, eller at tilpasse eller ophæve fredningen. Den største hurdle er nok viljen til- og måske erkendelsen af, at man i det offentlige har gabt over for meget.

I mellemtiden affinder de, som er sat til at passe på det vi alle sammen har fået til evig tid, sig med ikke at gøre noget. Og det har de det tilsyneladende  OK med. Det er som om disse instanser agerer i en virtuel parallelverden hvor de, set fra virkelighedens verden, lidt absurde begrundelser, giver mening. 

Men det gør de altså ikke i virkelighedens verden, hvor det er relativt klar, at "kejseren ikke har tøj på". 

Denne "forvaltningsarrogance" er iøjnefaldende. Provokationen består ikke i, at det offentlige laver fejl, eller overser mindre ting. Selvfølgelig kan det ske. Den består i at forvaltningerne, når de bliver konfronteret med problemerne, uden at blinke kan affærdige dem med en bureaukratisk logik, der synes helt løsrevet fra den virkelige verden.

Link til fredningsteksten for udsigtsfredningen på Ahl 

Link til fredningsteksten for Ebeltoft Vig fredningen fra 1934

Link til  notat, der redegør nærmere for udsigtsfredningen