Formanden for Natur- og Miljøudvalget begrundede valget af mødesangen "En lærke lettede..."med 80-året for befrielsen og vigtigheden af at sige fra og holde fast i almene menneskelige værdier.

Det kunne ikke passe bedre på vores motivation for at stille spørgsmål. Vi er enige i vigtigheden af de grundlæggende værdier, som i vores optik også omfatter ærlighed, redelighed og sandhed. Og netop disse værdier er, hvad vi efterspørger i den kommunale forvaltning og grunden til at vi tager sagerne op og siger fra. 

Under punktet "spørgetid" stillede vi nedenstående spørgsmål til byrådet og anmodede om en skriftlig besvarelse, som burde komme inden 7 dage. Ingen af byrådspolitikerne ønskede at kommentere vores spørgsmål.

- Hvorfor kan kommunens ledelse ikke løse simple forespørgsler om myndighedsbehandling?
- Hvornår og hvordan kommer myndighedsarbejdet til at fungere?

Baggrunden for disse spørgsmål:

På Ahl har vi over længere tid anmodet myndigheden om at behandle nogle spørgsmål, hvor der er tvivl om lovhjemlen.

Tidligere sager fra klagenævnet har vist, at kommunen, som forvalter drænsystemet, har forvaltet lovstridigt og på en måde, der tilgodeser kommunen selv økonomisk og arbejdsmæssigt, og på bekostning af lodsejerne. Det er i det lys vi efterspørger myndighedsbehandlingen.

Myndighedsbehandling er en kommunal standardopgave, som nævnene har præciseret kommunens pligt til. Men alligevel har vores spørgsmål forgæves været omkring cheferne i 5 ledelseslag: Natur og Miljø (ved Morten Hundahl), Teknik og Miljø (ved Sanne Attermann), Udvikling og kultur (ved Louise Pape Rydahl) og endelig hos kommunaldirektør Rasmus Møller og borgmesteren. 

For os som borgere og lodsejere indikerer den uvirksomme og træge vej, at der ikke er tale om simple fejl, men om ledelsesmæssig forsømmelse. 

Derfor er vi her i dag med vores spørgsmål.

Som nævnt i indlægget nedenfor har sagen om de manglende myndighedsafgørelser være gennem alle kommunens ledelseslag, uden at det har ført noget konstruktivt med sig.

Myndighedsafgørelser på områder hvor kommunen har kompetence er en helt basal del af en kommunes ansvar. Og kommunerne har kompetencen på vandløbsområdet. Så det er helt surrealistisk, at en kommune ikke kan finde ud af, at træffe myndighedsafgørelser efter vandløbsloven.

Det er et meget tankevækkende, at de 5 ledelseslag i kommunen sagen har været igennem, ikke kan finde ud af at håndtere et i princippet så trivielt problem.

Borgmesteren undskyldte sig med, at der, på det ledelsesmøde hvor han ville bringe sagen op, var nævnt "for og imod" og at han i øvrigt ikke var sagsbehandler. Så han ville ikke gøre yderligere.

Men han synes at ignorere, at han er øverste ansvarlige leder for en forvaltning, der tilsyneladende ikke kan udføre helt basale myndighedsopgaver. Så han er naturligvis ansvarlig.

Et forsøg på at få indsigt i ledelsesmødet, som formentlig er underlagt notatpligt, har heller ikke givet pote. Det var mundtligt, meddelte borgmesteren, uden at skænke forvaltningsloven en tanke.

Han gav herefter sagen videre til sit ledelsessekretariat, som under en længere chatbot-agtigt mailudveksling forsøgte at få accept af, at sagen sendtes tilbage til afdelingen. Men her kom den jo fra, uden at være blevet løst. Og derfor var den havnet hos borgmesteren. 

Rigtigt mange mennesker har altså været involveret i mange timer med noget som burde være en basal standardopgave. Det er dyrt og ineffektivt. Hvorfor ikke bare skrive afgørelserne? Det havde taget en brøkdel af tiden.

Umiddelbart er det svært at se andre forklaringer, end at kommunen ikke har rent mel i posen og går de store omveje for at undgå, at skulle indrømme at kommunen igen har gjort i nælderne.

Dette er fortsat ikke helt klart og derfor stilles spørgsmålet igen i kølvandet på den netop afholdte generalforsamling i Ahl Drænlaug hvor også lodsejerudvalget deltog.

For nyankomne i området er det måske værd at minde om, at drænlauget er en interesseorganisation med fokus på drænenes funktionalitet og lovmedholdeligheden af deres administration. Det opstod fordi kommunen løb om hjørner med områdets lodsejere.

Drænlauget er således forskelligt fra lodsejerudvalget, som er en officielt udvalg under områdets kendelse, der skal videreformidle drænproblemer fra lodsejere til kommunen .

Men hverken drænlaug eller lodsejerudvalg synes helt at fungere i forhold til den "formelle" opskrift. 

Drænlauget bed sig oprindeligt fast i kommunens lovovertrædelser, som lodsejerne uretmæssigt kom til at betale for i årevis. Men det gør udvalget ikke længere. Altså udfordrer kommunen på vedligeholdelsens, arbejdernes og opkrævningernes lovmedholdelighed. 

Og det er ikke fordi der ikke er spørgsmål at stille. Mange er allerede rejst på dette site og fællesnævneren er fortsat, at der er mange skader på drænene som opkræves som vedligeholdelse og at kommunen er meget kreativ til at tolke kendelsen til egen økonomiske fordel.

Lodsejerudvalget blev nedsat for at sikre, at vedligeholdelsen af drænene forløb fornuftigt og at det rent faktisk kun var vedligeholdelse, som blev opkrævet lodsejerne. Men heller ikke herfra har der været særlig opmærksomhed på arbejdernes og kommunens lovmedholdelighed.

Så hvis lodsejernes interesse er, at drænene forvaltes efter efter kendelsen, er interessevaretagelsen relativt stedmoderlig for tiden. Begge udvalg synes at danse efter kommunens pibe, hvilket vi tidligere har haft dårlige erfaringer med.

Kommunens planer om at revidere kendelsen udfordres heller ikke, selv om det ikke er fuldstændig klart, hvordan denne er i lodsejernes interesse. Kendelsen har fungeret siden 1972 og er i vores øjne ikke specielt uklar eller dårligt formuleret. Problemerne har ligget i kommunens fejltolkninger. Ikke i kendelsen.

Og hvorfor kendelsen skulle blive bedre af at blive revideret af den kommunen, som ikke en eneste gang har haft ret i sin vurderinger iht. vandløbslovgivningen, er ikke indlysende. 

Vi kan dog være ret sikre på, at en ændring af kendelsen er en stor og arbejdskrævende opgave, der let kan skabe splid og blive bekostelig.

Derfor kan det undre, at lodsejerudvalget tilsyneladende synger med på disse planer: især i lyset af, at det slet ikke er udvalgets mandat.

Heller ikke drænlauget, som burde være den rette instans for kritiske spørgsmål til kommunen omkring dette, tager bolden op.

Hvis disse udvalg mener at udviklingen er en fordel for området, bør de måske redegøre for hvordan dette er tilfældet, så lodsejerne har noget konkret at forholde sig til. 

Fra lokahl mener vi fortsat, at dræningens udfordringer overvejede ligger og har ligget i den kommunens lovstridige forvaltning og de mange rod- og graveskader på drænsystemet, som ikke er blevet håndhævet. 

Undgås disse, kan lokalkendskab til drænsystemet og  lejlighedsvise reparationer fint få systemet til at fungere mange år endnu.

Derfor mener vi fortsat, at den centrale opgave for lodsejernes repræsentanter, uanset hvilket udvalg de tilhører, er at få kommunens forvaltning af området til at fungere. Flere repræsentanter, kaffemøder og retorisk skønmaling gør det ikke i sig selv. 

Opskriften er i virkeligheden simpel: gummistøvlearbejde i marken, kombineret med  kendskab til reglerne og en sund kritik at den kommune, som har løbet om hjørner med os i over et årti.

Efter en længere "maildialog" med kommunen om myndighedsbehanding af spørgsmål vedr. drænene,  nedenstående den 3. marts, 2025 blevet sendt til borgmesteren.

Henvendelserne har bl.a. gået på afklaringen af den åregamle sag på Spovevej, hvor omr. 5 er opkrævet for etablering af dræn langs med Spovevej. Dette virker mærkeligt. Dels fordi der i følge kortet ikke findes dræn på denne strækning, Og dels fordi drænet er etableret i omr. 3, men opkrævet omr. 5. Og endeligt findes der ingen vandløbssag herom, som loven ellers foreskriver ved etablering af nye dræn.

Endvidere er der spurgt til kommunens opkrævning for administration og hvordan det hænger sammen med opkrævning af overhead på 15% for administration. Steen skriver, at der har været "fuldtidstilsyn" på nogle opgaver og hans timer er "en del af forventningsafstemning/tilsyn af kendelsen."

Det er ikke helt klart hvad der menes med dette og her efterspørges altså en myndighedsafgørelse, der kan redgøre for tingene.

Vi har i årevis søgt at få myndighedsbehandlingen til at fungere. Det iboende problem er, at sagsbehandlerne, der har besluttet om noget er vedligeholdelse, efterfølgende selv skal være myndighed på om det nu er rigtigt. Og det går naturligvis ikke.

Brevet til borgmesteren:

Myndighedbehandling vedr. drænene på Ahl

Kære Borgmester

Vi har gennem en længere periode forsøgt at få vandløbsmyndigheden til at myndighedsbehandle nogle spørgsmål. Men det sker ikke. Selv efter flere forsøg og ved inddragelse af ledelsen, kommer vi ikke videre.

Tråden nedenfor er et eksempel (ikke medtaget i webversion), men flere andre spørgsmål er rejst for vandløbsmyndigheden, som ikke bliver myndighedsbehandlet.

Ombudsmanden har tidligere, overfor kommunen, indskærpet pligten til at myndighedsbehandle. Det er vel også rimeligt, at borgerne skal kunne spørge til og få oplyst hjemlen for kommunens dispositioner. 

Ikke mindst når kommunen selv er part i sagerne og sidder med magten til at beslutte både dispostioner og udgiftsfordeling. Og også i lyset af de mange gange tidligere, hvor kommunens dispositioner har vist sig at være i strid med lovgivningen.

Sagerne, der er spurgt til, omhandler netop problemstillinger, hvor kommunens administrative personale bestemmer hvad lodsejerne skal opkræves i forbindelse med drænarbejder. Når der spørges til hjemlen for dette, svares der enten ikke eller også svares svares uden egentlig myndighedsbehandling og med forkerte referencer af de samme personer, som har taget de oprindelige beslutninger (se. f.eks. SRC's svar af 10. februar, 2025).

Når sagerne nævnes for ledelsen kommer der blot korte sekretariatsagtige svar tilbage, om at sagerne videresendes til medarbejderen. Hensigten med at få ledelsesmæssigt fokus på manglen på myndighed,  synes ledelsen altså ikke at ville tage fat på.

Det er naturligvis ikke holdbart. Det primære ønske fra området er fortsat blot, at loven overholdes.

Vi medvirker gerne til at indbringe sagen for Ankestyrelsens tilsyn, men giv indledningsvist gerne lyd i forhold til hvordan du mener, at sagen bør løses.

Mvh

Lodsejerudvalget blev som bekendt nedsat for cirka et år siden som et udvalg under kendelsen fra 1972:

"Eventuelt kan der oprettes et lodsejerudvalg bestående af 2 repræsentanter fra hver interesseområde, hvortil alle klager indgives af de enkelte lodsejere. Lodsejerudvalget retter herefter henvendelse til Ebeltoft kommune og træffer aftale om de nødvendige arbejder herunder eventuelt supplerende dræning."

Formatet er altså relativt klart. Kendelsen har med vedligeholdelse at gøre. Udvalget repræsenterer lodsejerne og skal være forbindelsesled mellem disse og kommunen mht. at indberette og aftale den nødvendige vedligeholdelse af drænene.

Udvalget har altså et mandat til nødvendige arbejder og til arbejder som er vedligeholdelse. Ikke alt kan aftales. Og det må formodes, at udvalget også har et ansvar over for lodsejerne i forhold til, at det kun er vedligeholdelse, der kan aftales. Udvalget bør altså sikre, at kommunen f.eks. ikke udbedrer skader for fællesskabets regning.

Dette er vigtigt i lyset af historikken fra de tidligere år, hvor fællesskabet pludseligt kom til at hænge økonomisk på alverdens arbejder, der ikke var vedligeholdelse. Dvs. blev for opkrævet reguleringer, rodskader, graveskader, træfældning, planter og gentilplantning og meget andet, som ikke er vedligeholdelse i vandløbslovens forstand.

Kommunen har  i den nye organisering med lodsejerudvalg indført timebetaling for administration, og nogle ikke uvæsentlige poster hertil fremgår af regnskabet. Det er endnu uklart om kommunen har hjemmel til dette, da da den også opkræver et administrationsoverhead på 15% på alle arbejder. Dvs. det bør afklares om der sker dobbeltbetaling.

Af referaterne fremgår, at der på møderne tales om andet end vedligeholdelse. Herunder om den evt. fornyelse af kendelsen, som kommunen har foreslået for at slippe af med den administration, den tilsyneladende finder tung.

I lyset af den nye praksis med timebetaling er det dog vigtigt for lodsejerne,  at lodsejerudvalget sikrer, at møderne er effektive og reelt kun handler om det kendelsen foreskriver, da lodsejerne ellers kommer til at finansiere arbejde, der egentlig allerede er betalt af skattekronerne. 

Om lodsejerudvalget har hjulpet i virkelighedens verden er endnu uklart. Der er udført en del reparationer. Især i område 2 og 3. Disse har for en stor del omfattet arbejder, som ikke umiddelbart er vedligeholdelse: reparation af en lovstridige regulering på Stillidsvej, nyanlæg af et dræn under vejen på Mejsevej, rodskader på Sneppestien, graveskader på Fasanstien og Lærkestien og flere andre ting.

Der mangler stadig et afklaring på drænet under asfaltvejen mellem Sneppestien og Egernstien og på skaden på Mejsevej 1 , hvor drænet løber under huset.

Men i hvilket omfang lodsejerudvalget har behandlet dette. Altså, hvad der af alt dette er vedligeholdelse og hvad der er skader, fremgår ikke af referaterne. Kommunen har heller ikke lovbehandlet disse forhold. 

Det bør dog afklares, så fællesskabet ikke pludseligt hænger på arbejder, som ikke er vedligeholdelse. For så er vi jo ikke nået meget videre end at have betalt mere for mindre.

Udbedring af skader, hvad enten de er fra rødder, fra gravning, byggeri, eller andet er normalt ikke vedligeholdelse. De bør udbedres af skadevolder og ikke af fællesskabet, selv om det måtte være lettere for kommunen.

Indtil vi høre nyt fra udvalget må vi regne med, at det er på denne opgave, som sammen med den manglende myndighedsbehandling har været centrale i konflikten med kommunen.

Det er altid spændende at se hvad dergemmer sig bag det uspecificerede "drænbidrag" på  årets opkrævning. Igen i år er kommunens komplekse regnskab gennemgået og et sammendrag kan ses af dette ark. Første fane giver overblikket og næste fane viser de enkelte posteringer. Tredje fane viser kommunens opgørelse over fakturerede timer.

Kommentarer til regnskabet:

Som noget nyt i år, opkræver kommunen timebetaling for administration. Vi har spurgt til, men endnu ikke set hjemlen for dette, som er en brud med den hidtidige praksis ,hvor kommunens administration skulle dækkes af et 15% overhead på alle fysiske arbejder. Regnskabet er påført 70 timers administration til i alt kr. 25.295. Så helt ubetydeligt er det ikke. Faktisk er det i år den største post i omr. 2. 

Og det er heller ikke umiddelbart klart, hvad lodsejerne har betalt for. Af det lidt uspecificerede timeregnskab fremgår ikke hvad der er lavet. Det fremgår dog, at møder med lodsejerudvalget nu opkræves. Disse møder vedrører udelukkende administration af drænenes af vedligeholdelse. 

I det lys virker det dobbelt, at der både opkræves 15% administrationsgebyr af de udførte arbejder og derforuden timer for administration. 

Af regnskabet fremgår også, at samtlige udgifter i omr. 2 fratrækkes en tredjedel, som betales af kommunen. Men iht. kendelsen gælder dette fradrag kun for bestemte arbejder på det offentlige vandløb, altså på hovedledningen. Da der i år ikke er udført arbejder på hovedledningen, snyder kommunen altså sig selv. Denne fejl har figureret siden 2014, hvor hovedledningen blev repareret. 

Fotoundersøgelsen ved Djurslands Kloakservice i juni måned, havde vi længe efterspurgt regningen på. Når prisen på denne undersøgelse var interessant, er det fordi den store indsats reelt var ubrugelig. Altså spild af lodsejernes penge. De medbragte kameraer var for store, så der blev kun fotograferet ganske få meter rør, som igen efterfølgende er blevet fotograferet af Balle Entreprenørforretning. 

Vi havde gættet på en pris på kr. 50.000. Af regnskabet kan vi nu se en regning på kr. 42.368,75. Når dette beløb tillægges overhead på 15%, lander vi på knap kr. 49.000. Altså tæt på vores gæt. Regningen er fordelt på område 2 og 3, men med nogle lidt skæve tal, der ikke passer med fakturaens samlede beløb.

En stor del af efterårets reparationer, udført at Balle Entreprenørforretning, er ikke medtaget i dette års regnskab, som løber til og med september måned. Men de kommer naturligvis til næste år og vil især belaste omr. 3.

Arbejdet omkring Stillidsvej 1 fylder en del i regnskabet. Som tidligere beskrevet, var der her tale om skader og reparationer som følge af en uofficiel regulering af drænet. Dette er ikke  normal vedligeholdelse og dermed er arbejderne er formelt set fællesskabet uvedkommende. 

Når kommunen alligevel har opkrævet det hos lodsejerne, er det formentlig fordi det er nemmest. Men omr. 3 , bør overveje, at bede kommunen om en myndighedsbehandling og evt. indbringe sagen for klagenævnet. Det kræver dog en reaktion fra området og hvis ingen gør indsigelser, vil "fællesskabet" formentlig komme til at betale, som det er sket mange gange før. Kommunen, som burde håndhæve disse ting, gør det ikke.  Men fællesskabet er altså ikke "sugardaddy" for omkostninger, der har rod i lodsejerforsømmelser og manglende myndighedsarbejde.

En sidste bemærkning er, at "Harevej 2" figurerer i bilagene. Men da der ikke findes fælles dræn på Harevej 2, burde dette ikke være en omkostning, der skal betales af fællesskabet. Disse fejl opstår formentlig ved, at når lodsejere ringer til kommunen fordi de har problemer med vand på grunden, bliver der næsten pr. automatik sendt en spulevogn til stedet. Dvs. uden at kommunen undersøger, om det reelt vedrører fælles dræn. Regningen skal dog betales og det bliver som oftest fejlagtigt fællesskabet. Kommunen, der egentlig skal holde styr på om problemerne har relation til det fælles drænsystem, fordeler regningerne og har en tendens til, at lade egne fejl finansiere af fællesskabet. 

Kommunen har i en mail til lodsejerudvalget tilkendegivet, at:

"Vandløbsmyndigheden har internt drøftet kendelsen af 1972 og alle de gråzoner, som den afstedkommer. Vandløbsmyndighedens opfattelse er, at kendelsen er uklar og utidssvarende på flere punkter, og det afstedkommer flere snitfladeproblematikker, navnlig mellem rollen som administrator og rollen som vandløbsmyndighed, og løbende fortolkningstvivl og tvister.  

Vandløbsmyndigheden har derfor besluttet at arbejde videre med en ændring af kendelsen, jf. vandløbslovens § 62. De nøjagtige præciseringen kendes ikke endnu, men vi forventer, at det vil indebære, at kendelsen opdateres og ikke mindst præciseres forhold vedr. beplantning, byggeri, regulering, ejerforhold, tilsyn mv."

Sjovt nok kommer forslaget fra vandløbsmyndigheden. Normalt ville man forestille sig, at ønsker om ændrede regler kom fra dem, der var underlagt reglerne. Altså lodsejerne under kendelsen. De ville så indsende et begrundet forslag herom til myndigheden, som skulle vurdere det i forhold til lovgivningen. Men her tager myndigheden selv initiativet, uden at der foreligger et klart projekt. 

Det indikerer naturligvis, at det er kommunens ønske, men gør det indledningsvist sværere for lodsejerne at gennemskue hvad det egentligt drejer sig om.

Som bekendt forsøgte kommunen allerede i 2021 at ophæve kendelsen, med den begrundelse, at den var administrativt tung for kommunen. Men i lyset af hvor få afgørelser kommunen har lavet efter kendelsen over tid, burde det ikke at være myndighedsarbejdet, der tyngede. Og Miljø- og Fødevareklagenævnet mente heller ikke, at det var en gyldig begrundelse. Derfor forblev kendelsen som den var.

Kommunens nye forsøg er igen efter § 62 i vandløbsloven, som foreskriver at regler kan ændres "hvis de faktiske forhold har ændret sig, eller hvis den tidligere aftale eller afgørelse må anses for utilstrækkelig".

Da de faktiske forhold, altså f.eks. dræn, område og afvandingslandskab, ikke er forandrede, må begrundelsen skulle hvile på utilstrækkeligheden.

Hvorfor den pludselig er blevet dette efter 52 år, ved vi ikke endnu. Men det synes centralt af afklare forud for arbejdet med at formulere en ny kendelse.

En ændring af kendelsen fra 1972 må formodes at blive en omfattende proces. Og i lyset af at kommunen i årevis har været bagud med myndighedsbehandling og tilsyn på drænene er det naturligvis spændende, at der pludseligt er ressourcer til at køre så stor en proces.

Et gæt på motivet kunne være, at kommunen fortsat gerne vil ud af "samarbejdet" og at de "uklare regler" er en anledning for kommunen til at skrive sig selv helt eller delvist ud af teksten.

I vores optik er kendelsen slet ikke så tosset. Så spørgsmålet for os er naturligvis, om problemerne reelt ligger i kendelsens formuleringer eller om de kunne være i kommunens ofte lidt kreative læsning af teksten. Sidstnævnte har vi jo fået bekræftet flere gange i form af klagenævnenes omgørelser af kommunens beslutninger.

Vi er dog enige i habilitetsproblemet, Altså det problematiske i, at de selvsamme personer i kommunen skal være myndighed på egne driftsbeslutninger. Det duer naturligvis ikke. 

Men det er ikke et kendelsesproblem. Siden kommunalreformen hvor kommunerne overtog myndighedsrollen på en række områder, er de flere steder både forvaltere og 1. instansmyndighed. Så det er en organisatorisk udfordring, kommunerne burde være vant til nu.

Vi er spændte på processen og vil følge den efterhånden som den skrider frem. 

Vi skal også opfordre lodsejerne til at holde et vågent øje med processen, så det sikres, at dette reelt handler om at forbedre funktionaliteten af kendelsen. Hvis omskrivningen reelt handler om at varetage forvaltningsmæssige særinteresser, vil det være spild af alles tid.

Der er nu fundet en løsning på Solsortestien 1, der jævnfør de nedenstående indlæg, har haft problemer.

Endnu en gravning viste, at det gamle dræn faktisk fortsatte ind på grunden. Dvs. ejer har i alle årene haft dræn på grunden. De har bare ikke virket. Det gør de nu. Så efter et væld at skriverier ser det ud til, at vi kan få bugt med den store sø på grunden.

Glædeligt.

Endnu engang så vi, at det gamle kort var troværdigt og at de gamle dræn var funktionelle. De kræver bare lidt omsorg af og til.  

Kommunen igangsatte for nyligt undersøgelser på Fasanstien 2 i område 2, fordi talrige spulinger under vejen mod nord til område 3 stoppede på denne grund. Et hurtigt gravearbejde afslørede, at et rør var gravet over. Da det blev retableret, var der igen forbindelse under vejen.

Det var glædeligt. For som de fleste, der færdes i området, har bemærket, har Solsortestien 1 i en længere periode været angrebet af overfladevand i form af en stor sø på plænen.

Nu var der endelig chance for at den kunne få afløb via den på drænkortet indtegnede officielle drænstreng under vejen.

Mange ville nok bare have tilsluttet sig drænet uden at spørge. Det er sket en del andre steder. Men nu vi går så meget op i spillereglerne, skulle kommunen naturligvis ansøges om at tilslutte sig drænet med en ny drænslange, der kunne afvande "pytten".

Det viser sig dog at være alt andet end enkelt.

Kommunen melder tilbage, at der skal gives medbenyttertilladelse og at partsfordelingen skal laves om, så Solsortestien 1 flyttes til omr. 2 eller får parter her. Konklusionen er opstået efter konsultation med kommunens jurist, der anfører at: "Det må herefter følge, at formålet med inddelingen i områder og betaling for vedligehold af disse er sammenfaldende med afledningsretten til det ene eller andet område. Det kan ikke ændre herpå, om der ved indtegning af et kortbilag fremgår en linje til et andet område, når det direkte følger af kendelsens ordlyd, at lodsejer henhører under område 3." 

Kortet bliver altså gjort til et ubetydeligt bilag på trods af, at det er en rimelig gengivelse af den fysiske verden, hvor vandet rent faktisk løber. Det løber nedad, uanset hvad vi kalder området og det er ligeglad med begreber som "dræningsret". 

Kortet er altså ikke bare et ubetydeligt bilag, men et billede på hvordan vandet rent faktisk bevæger sig. Og uanset kommunens tolkninger, har Solsortestien 1 drænet til område 2 i årtier.

Kommunens krav om medbenyttertilladelse er formelt OK. Blandt andet derfor blev der ansøgt. Men sådan en tilladelse burde være uproblematisk i en situation, hvor grunden jf. kendelseskortet allerede har drænet til omr. 2 siden 1972. 

At bringe parts- og kendelsesændringer i spil, giver således ikke meget mening. Slagsmålet om parterne blev taget allerede i 1972 og dengang besluttede man at give Solsortestien 1 seks parter i område 3 vel vidende at grunden også afledte til område 2. 

Flere andre grunde ligger i et andet område end de afvander til. Så det burde ikke være et afgørende problem.

Antallet af parter er et udtryk for hvor meget man skal bidrage til vedligeholdelsen af drænsystemet. Man er ikke sat i parter af hvor meget vand man leder gennem systemet, men af hvor udsat man er for oversvømmelse. Derfor har Solsortestien 1 i lavningen fået 6 parter, som er det højeste for en normal matrikel. 

Det nye dræn på Solsortestien er privat. Dvs. fællesskabet i omr. 2 får ikke omkostninger til vedligeholdelse af dette. 

Spørgsmålet er så, om det slider mere på drænstrengen i omr. 2, når vandet fra den anden side af vejen ledes igennem. Formentlig ikke. Man kunne endda argumentere for at systemet har godt af at få mere flow. Kunne det give kapacitetsproblemer i ledningen? Formentlig ikke. Vandet skal den vej alligevel, for det er den eneste vej det kan komme. Skaber det miljøproblemer. Nej, formentlig ikke.

I det lys burde der ikke være problemer i at give en medbenyttertilladelse. Kommunen har dog stillet i udsigt, at den vil give afslag. Så Solsortestien 1 venter spændt med våde fødder og hatten i hånden.

Igen virker det misforstået, når kommunen kører det store skyts om ændring af kendelsen frem i en situation som denne, hvor Solsortestien 1 i årtier har drænet til område 2. Den vil med den nye drænstump bare gerne sikre, at vandet kan komme væk lidt hurtigere.

Kunne kommunens lidt fordrejede tokning have rod i den velkendte dagsorden om at komme kendelsen til livs?

I sidste måned skrev vi om kommunens  uklare henvendelse til lodsejerne om renovering af drænstrækningen mellem Mejsevej og Solsortestien. 

Flere lodsejere har svaret kommunen og bedt om en myndighedsbehandling. Men i stedet er kommunen kommet retur med endnu en omgang uklar og fejlbehæftet prosa, Kommunen bruger meget tid på disse skriverier,  der beklageligvis ikke bringer sagen videre. Tiden kunne være brugt på bedre myndighedsbehandling.

Her er et par kommentarer til brevet:

• Kommunen skriver til lodsejerne, at den på baggrund af TV-inspektion vurderer, at drænsystemet er modent til renovering. Men de få ledninger, der reelt blev fotograferet, viste nogle konkrete skader/sammenfald. Og i stedet for at forholde sig til disse, skabes historien om at systemet er udskiftningsmodent. Vores erfaring fra spuling og fotoundersøgelse andre steder er, at de ældre teglrør overvejende holder ligger ok, hvis de ikke ødelægges af gravemaskiner, trærødder etc.

• Renoveringen begrundes også med dårlig afvanding fra Solsortestien 1. Denne grund dræner også til område 2 mod syd og i forhold til drænenes dybde, synes det sydlige dræn at være mere afgørende for den store sø på grunden. Der er for nyligt kommet hul igennem drænet mod syd. Så kommunens begrundelse er søgt.

• Kommunen fremfører igen det ofte anvendte argument, at kendelsen er mangelfuld. Nu fordi den ikke forholder sig til bygninger over drænet.  Argumentet opfindes formentligt,  fordi kommunen gerne vil ud af sine forpligtelser under den eksisterende kendelse og håber på en revision nu hvor det ikke lykkedes at få den ophævet. Men en kendelse som vores er ikke designet til at skulle stå alene. Det er et supplement til vandløbsloven, med specifikation af vedligeholdelse og udgiftsfordeling. Dvs. manglende detaljer om byggeri er ikke en mangel. Og til slut i kendelsen er anført, at den i øvrigt følger vandløbsloven, som har indhold vedr. anlæg over vandløb. Kendelsen har fungeret rimeligt siden 1972 og i det lys er det mystisk, at den bliver mangelfuld nu.

• Lodsejerne har ønsket kommunens behandling af den "forsvundne brønd" på Ahlvejen ud for Egernstien 17 og 19. Den fremgår af kendelseskortet og lodsejerne kan huske den. Når der ønskes myndighedsbehandling er det fordi mistanken er, at den forsvandt i forbindelse med kloakgravearbejdet i vejen. I følge det gamle kendelseskort, ligger den i skel mellem Egernstien 17 og Ahlvejen. Men kommunen sender stafetten retur til lodsejerne med et diffust svar om kloakstikledninger og lodsejeransvar. Her glemmer den igen, at den ud over at være myndighed også selv er lodsejer af Ahlvejen. Men opgaven må være indledningsvis være, at få afklaret hvorfor brønden er forsvundet og evt. få den retableret så Egernstien 17 og 19 kan tilsluttes vandafledningen. Afklaringen er en myndighedsopgave iht. vandløbsloven.

• Kommunen giver også i brevet udtryk for, at den indstiller vedligeholdelsen af drænstrækningen af frygt for at beskadige bygninger og pådrage sig ansvar. Igen en søgt og formentlig lovstridig argumentation. Det er vanskeligt at se, hvordan vedligeholdelse nu pludseligt skulle beskadige bygninger og langt størstedelen af drænstrækningen ligger ikke under bygninger eller andre anlæg. At frasige sig ansvar på den måde i stedet for at gå i gang med myndighedsarbejdet, der reelt kunne løse problemerne, virker "pigesurt".

• Som kommentar til lodsejernes anmodning om myndighedsbehandling af problemerne anfører kommunen, at den ikke har pligt til at undersøge private drænsystemer. Igen en lidt diffus kommentar hvor ansvaret fralægges.  Hvorfor ikke være konkret og referere til f.eks. officialprincippet og forvaltningsloven, som vel giver myndigheden ansvaret for oplysningen af en sag om evt. lovovertrædelser. 

Gravemaskinen er nået til skellet mellem Sneppestien 10 og 12 hvor drænet var stoppet og ødelagt af rødder fra et ovenstående piletræ. Altså igen reparation af en skade på drænet, og ikke almindelig vedligeholdelse. Dermed er det formodentlig ikke fællesskabets ansvar.

Normal praksis ville være, at kommunen via en myndighedsbehandling skulle afklare hvem, der efter loven er ansvarlig for skaden. Men det gør Syddjurs kommune ikke. Formentlig fordi det er lettere at lade fællesskabet betale og selv tjene et overhead på 15%.

Der er fortsat en kommuneansat med ved arbejderne, som fotograferer og måler terrænhøjder med satelitudstyr. Det er lidt uklart hvad disse ting præcist skal bruges til og adspurgt om hvem der betaler hans løn, er svaret, at det ved han ikke. Der henvises til lederen i kommunen. Her er det også spurgt. Dog endnu uden svar.

Men vi må gå ud fra ,at manden, der hygger sig med opmålinger skal have løn og at denne løn tænkes viderefaktureret til lodsejerne i omr. 3.

Indtil videre er der ca. arbejdet i 6 dage i omr. 3. Vi antager, at de to entreprenører og maskiner koster ca. 14.000 pr. dag incl. moms. Lægges hertil kommunens mand til anslået 3.000 pr. dag incl. moms, lander vi på 17.000 pr. dag. Hertil kommer materialer og og et tillæg på 15% til kommunen. 

I hele træskolængder beløber det sig indtil videre til ca. 130.000. Fordelt på de 544 parter i området, er det ca. 240 kr. pr. part eller godt 1.000 kroner pr. lodsejer afhængigt af antallet af parter. Selv om dette beløb måske ikke vælter budgettet, vil det blive en del større inden vi er færdige. 

Og i betragtning af, at langt størstedelen af arbejderne fortsat savner hjemmel som vedligeholdelse fordi der er tale om skader, er det penge, der måske slet ikke burde være opkrævet. 

Men hverken ledelse eller medarbejdere i kommunens afdeling svarer på spørgsmål om lov og hjemmel. Man har i kommunerne så travl med at være entreprenante, at der ikke er tid til lovmedholdeligheden. Og når man tjener på problemerne, er man ikke så optaget af at få dem løst.

Indtil videre har vi fulgt arbejdet på de 3 første grunde i den igangværende runde af reparationsarbejder, som kommunen har bedt Balle Entreprenørforretning om at løse. Overordnet set løses problemerne rigtig fint af entreprenøren. 

Problemet er fortsat, at myndigheden ikke fungerer. Som  alle de andre år, forventer kommunen at opkræve lodsejerne under fællesskabet for problemer, der langt overvejende skyldes skader, lovstridigheder og kommunale forsømmelser. 

Arbejderne er altså ikke vedligeholdelse, som er det eneste lodsejerne under fællesskabet hæfter for. 

Herunder er de enkelte grunde kommenteret.

Stillidsvej 1:

Kommunen var allerede før arbejdets start bekendt med, at drænet var flytte (reguleret) ulovligt og at en brønd var ødelagt af trærødder. Der var altså ikke tvivl om, at der var tale om lovstridige forhold. Men kommunen udførte arbejdet alligevel i stedet for at myndighedsbehandle sagen.

Arbejdet viste, at der ikke var problemer på den gamle drænstreng. Problemerne var opstået i forbindelse med samlingerne til de nye (ulovlige) rør og brønde.

Kommunen opgav at bruge den gamle brønd mod Mejsevej. I stedet placeredes en ny ved siden af og et nyt dræn blev lagt under Mejsevej. Altså en regulering af drænet.

Ingen af disse arbejder er vedligeholdelse i vandløbslovens forstand og dermed burde de ikke kunne opkræves fællesskabet. Men det forventer kommunen alligevel at gøre.

Lærkestien 25:

Formodningen før gravning var, at drænet var overgravet i vejen. Men heller ikke her var der myndighedsbehandling forud for arbejdet. Formodningen var rigtig. Drænet var overgravet i begge sider af vejen.

Dvs. her var der også tale om skader på vandløb, som igen ikke er vedligeholdelse i vandløbslovens forstand og dermed ikke noget, der skal betales af fællesskabet.

Entreprenøren er også efterfølgende bedt om at fjerne udgåede træer. Dvs. havearbejde, som kendelsen ikke hjemler opkrævet hos fællesskabet.

Solsortestien 1 og Fasanstien 2:

Et gammelkendt problem, som nu er kommet nærmere en løsning. Også her var der tale om en graveskade, idet et drænrør var rykket lige under ledningerne til husets el og vand. 

Altså heller ikke et arbejde, der er normal vedligeholdelse.

Den gode nyhed er, at der nu er hul under vejen til Solsortestien 1. Eller faktisk til Solsortestien 3, hvor drænet ender blindt. Man må formode, at Solsortestien 1 kan være interesseret i at etablere en brønd for enden og evt. foretage yderligere dræning på grunden.

Harevej 1:

Her er endnu ikke gravet, men opgaven med at undersøge drænet er givet til entreprenøren. Og det er lidt mærkeligt fordi der iht. kendelseskortet ikke findes dræn her. 

Opgaven er altså heller ikke almindelig vedligeholdelse under kendelsen. Men alligevel beslutter vejens ejer, som er kommunen, at arbejdet skal udføres i sammenhæng med de øvrige “lodsejer opgaver”.

En problematisk sammenblanding, som kan medføre, at fællesskabet får regningen for udbedring af private dræn uden for kendelsen.

Sneppestien 10-12:

Der skal repareres et ældre dræn i skel mellem de to grunde i lavningen. Der er træer over drænet på dette sted, så det bør afklares, om der er tale om rodskader. Men heller ikke her er myndigheden at se for bare r-- og skosåler.

Sneppestien 18 til Lærkestien:

I de gamle teglrør er der trukket en plastslange, som ser meget “hjemmelavet” ud. Der er endvidere en del store træer over ledningen. Dvs. sagen bør myndighedsbehandles forud, så fællesskabet ikke kommer til at hænge på regningen for lovstridige træer og hjemmelavede drænløsninger.

Samlet set er der indtil nu brugt ca. 6 arbejdsdage plus en kommunal medarbejder næsten fuldtid til at dokumentere. Kun en meget lille del af arbejderne har været almindelig vedligeholdelse. Dermed risikerer fællesskabet igen at hænge på en alt for stor regning fordi kommunen gerne vil spare sin egen tid og hellere vil have overhead af en stor regning end af en lille regning.

Altså igen et forløb, der frem for alt understreger, at myndighedsarbejdet ikke fungerer. 

Myndigheden burde være den, der sikrer at alt følger loven. Men desværre er myndigheden selvsamme person, der bestiller entreprenøren. Og selvsamme person, som ikke rigtigt gider at lave myndighedsarbejde når det er lettere og langt mere økonomisk lukrativt at lade fællesskabet under kendelsen betale for udbedring af de skader og forsømmelser, som kommunen selv burde have opdaget og taget hånd om.

Vi skriver den 18. september. 

De supereffektive folk fra Balle Entreprenørforretning er nået til Lærkestien 25, som længe har været på to-do-listen. De fleste, der færdes ad denne vej, har mødt den store pyt, som i årevis har givet ejeren problemer.

Nu blev der omsider gravet ned til drænrøret.

Da arbejdet med kloakering af området pågik omkring 2008 blev der, i følge lodsejerne, rumsteret en del i jorden på dette sted. Formodningen var derfor, at det lille dræn kunne være gravet over i vejen, hvor spuleslangen altid stoppede.

I dag blev dette bekræftet. Drænrøret endte blindt i vejsiden. Der var ikke tegn på ødelagte rørstumper i jorden. Dvs. der er tale om en graveskade. 

Lodsejerne havde altså haft ret i mange år og de mange udgifter til spuling over årene har været til ingen verdens nytte.

Vi formoder at regningen for retableringsarbejdet nu sendes videre til Syddjurs Spildevand som skadevolder.

Samtidigt håber vi, at kommunen, som bygherre på kloakprojektet, vil lære lektien og  erkende, at graveskader på det fælles drænsystem ikke skal udbedres som vedligeholdelse på fællesskabets regning.

Der er flere steder i området, hvor vi formoder det samme er sket og forhåbentlig går kommunen nu mere systematisk til værks i forhold til at udbedre fortidens synder. 

I samme åndedrag ville det være positivt, hvis der også blev taget hånd om de mange træer over drænene, som myndigheden over årene har vendt det blinde øje til. 

Kunne vi komme graveskader og rodskader til livs, ville 9 ud af 10 af vores drænproblemer forsvinde som dug for solen. 

Vi skriver den 10. september. Kommunen har sat en ny entreprenør i stævne på Stillidsvej 1, hvor der længe har været problemer med oversvømmelse og dræn.  Entreprenøren virker konstruktiv og dygtig, men kender som ny naturligvis ikke til drænene.  

Og hverken lodsejerudvalg, drænlaug eller lodsejer selv var fysisk til stede ved opstarten. Kommunen møder frem med en flink ny mand, som har medbragt flere forskellige kort og kendelsen. Men han kender ikke drænene rent fysisk, har ikke iværksat arbejderne og kender ikke lovgivningen. 

Projektet kommer til at vare i dagevis. En brønd var ødelagt af træer og rødder, drænet var flyttet på uofficiel vis, dræntypen ændret og der var beplantning over drænet. Alt sammen lovstridige forhold, som netop er lovstridige fordi de ødelægger dræn eller besværliggør vedligeholdelse. 

Havde det været ganske almindelig vedligeholdelse ville drænets forløb være kendt, det ville være fri for beplantning drænet og brøndene ville være synlige. Så ville opgaven hurtigt og nemt være ordnet. 

En skitse af ændringerne kan ses her.  

I tilfælde med skader og uofficielle forandringer, er den normale fremgangsmåde, at myndigheden  behandler sagen og evt. giver lodsejeren et påbud om at retablere dræning og lovliggøre de ulovlige forhold. 

Derved sikrer man, at fællesskabet ikke kommer til at hænge på regningen for ulovligheder og forsømmelser. 

Men kommunen har igen byttet om på tingene, så myndigheden slipper for myndighedsarbejdet. Det giver kommunen langt mindre arbejde og et langt større provenu af en langt større regning. 

Hvis den sendes videre til lodsejerne, bliver det en regning, der langt overvejende dækker udbedring af lovstridige forhold og myndighedens forsømmelser. 

Og som noget nyt har en kommunal medarbejder besigtiget arbejdet alle dagene og hele dagen. Hvem mon betaler hans løn? 

Altså samme misere som tidligere. Der danses efter kommunens i vores øjne falske pibe og så længe lodsejere og udvalg danser med, betaler de gildet.

Løsningen er igen at få myndighedsarbejdet til at fungere. Dvs. at kommunen tager myndighedskasketten på så snart det er klart, at drænforløbet er ændret, at der er rodskader eller at der er bygget over drænet, etc. Altså forhold i vandløbslovgivningen, der gør at arbejdet er andet end almindelig vedligeholdelse. 

Hvis dette overholdes vil der reelt ikke kunne opkræves noget af det udførte arbejde hos fællesskabet.

I lyset af, at der i årevis har været problemer på denne strækning, er det positivt, at kommunen nu har åbnet ballet med et brev til de berørte lodsejere.

Knapt så positivt er det, at kommunens henvendelse er fejlbehæftet og blot sender bolden videre til lodsejerne i stedet for at  myndighedsbehandle de ret forskellige problemer på strækningen.

I punktform rejser kommunens henvendelse til lodsejerne følgende spørgsmål:

• Hvorfor et samlet projekt?
  De af problemerne vi har kendskab til, er ret forskellige. Bl.a. er der konstateret trærødder i drænet et par steder, der et hus over et skadet dræn et andet sted, jordvarmeledninger og en fjernet brønd i vejen. Løsningen af disse problemer forudsætter ikke et samlet projekt, men kan løses uafhængigt af hinanden.

• Hvorfor skal alle drænene reguleres?
  I lovens forstand er en regulering en ændring af drænets forløb eller afvandingsevne. Hvis drænrør skiftes, men har samme dimension og beliggenhed, er der ikke tale om en regulering. Regulering er juridisk set en omfattende proces og
  når kommunen bringer den på bane, er det måske fordi der på de to første grunde fra Mejsevej, er etableret "anlæg" over drænet, i form af hus og jordvarme. Disse besværliggør en almindelig reparation, og i sådanne tilfælde kan det være en fordel at flytte drænet. Men dette er som udgangspunkt ikke et fælles anliggende. Og på de øvrige grunde hvor der ikke etableret anlæg er der ikke grund til at flytte drænene. Derfor kan det undre, at kommunen vælger at kalde det hele en regulering.

• Hvilke rørstrækninger er reelt fotograferet?
  Begrundelsen for en udskiftning af rørene er i følge kommunen, at fotografering af rørene viser, at drænene er i dårlig stand. Men i realiteten lykkedes det kun den 6. juni, at fotografere ganske få af rørene, som det kan læses i et tidligere blogindlæg. De øvrige rør er altså ikke undersøgt med kamera, men vi kender lidt til tilstanden fra tidligere spulinger. Det fremgår af disse kommentarer til kommunens kortudsnit.

• I hvilken rolle henvender kommunens sig til lodsejerne?
  Ja, det er ikke helt klart. Kommunen er vedligeholder på drænsystemet. Men da regulering af vandløb ikke er vedligeholdelse i vandløbslovens forstand, er det ikke i denne kapacitet brevet er skrevet. Det er heller ikke som myndighed, for brevet er ikke en afgørelse. Så det virker nærmest som et partsindlæg fra en kommune, der gerne vil slippe for myndighedsbehandling de enkelte problemer.

• Hvorfor har kommunen fjernet sig selv som lodsejer?
  Kommunen ejer vejene i området og er dermed selv lodsejer i projektet i følge brevets kortudsnit. Men sjovt nok har den valgt ikke at skrive sig selv på listen over deltagere og betalere. Er det mon en fejl eller vil den bare nødigt betale?

Hvad burde kommunen  have gjort i stedet?

Havde der ikke været huse, træer eller andre anlæg over drænene, kunne de være repareret på fællesskabets regning iht. kendelsen. Men når der er "anlæg" over drænene, er det ikke længere almindelig vedligeholdelse og dermed ikke en fælles opgave. I sådanne tilfælde påbyder myndigheden normalt anlæggenes ejere, at retablere dræningen.

Når dræningsevnen på de to grunde med anlæg er retableret, kan det herefter vurderes, om der er behov for yderligere reparationer. Et par steder hvor drænet krydser asfaltvejen er der også mistanke om, at det er skadet i forbindelse med etablering af kloak. Disse ulovlige forhold bør myndigheden behandle, inden den igangsætter normal vedligeholdelse efter kendelsen.

Men som vi har set så ofte før, er kommunen meget tøvende, når det gælder myndighedsbehandling. Måske fordi det er tidskrævende og ikke giver kommunen mulighed for at opkræve sit arbejde hos borgerne.

Den manglende myndighedsbehandling  skaber altså igen rod i sagerne. Følges mønstret fra tidligere bliver lodsejerne atter kastet ud i en dyr og uigennemskuelig proces uden garanti for, at der reelt løses drænproblemer.

Bestyrelsen  for Ahl Drænlaug gav op til generalforsamlingen i 2023 udtryk for en frustration over “samarbejdet” med Syddjurs Kommune og et  medlem af bestyrelsen fremsatte derfor forslag om, at nedsætte et lodsejerudvalg under kendelsen fra 1972 for at fremme samarbejdet. 

Men var samarbejdet egentlig hovedproblemet?

De forudgående 10 år havde lodsejerne ofte formidlet ønsket om samarbejde om en lovmedholdelig forvaltning til både embedsfolk og politikere i kommunen. Men kommunen ville gøre tingene på sin egen måde. En tilgang, der som bekendt medførte talrige nederlag til kommunen i klagenævnene og samtidigt besværliggjorde og fordyrede tingene for lodsejerne. 

Drænlauget havde allerede inden forslaget eksperimenteret med lodsejerrepræsentanter i områderne i 2 år. Repræsentanterne under drænlauget skulle holde øje med systemets fysiske tilstand. Men arbejdet med at tilse dræn og håndtere vandløbslovens regler er bare ikke det mest sexede  når man er i sommerhus. Så det kom aldrig rigtigt til at fungere.

Kommunens forsøg på at ophæve kendelsen fra 1972, var forinden blevet underkendt af klagenævnet. Så måske var timingen rigtig til at kommunen må muligheder i etableringen af et lodsejerudvalg. Den tog i hvert fald positivt imod forslaget fra drænlaugets bestyrelse og har siden i væsentlig grad stimuleret og præget processen med udvalget.

Denne startede den 22. juni 2023, hvor kommunen indkaldte til et fællesmøde. Cirka 65 af de godt 220 husstande i området deltog. Her besluttedes det uden egentlig formalia omkring processen, at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle undersøge om et lodsejerudvalg var en god idé og hvordan det kunne organiseres.

Fra både kommunen og fra de drivende kræfter blandt lodsejerne var retorikken præget af positive begreber: Samarbejde og forventningsafstemning blev hyppigt nævnt. Lodsejerne kunne få det, som de ville, for vandløbsloven var en aftalelov, lød det bl.a fra kommunen. 

Salgstalerne var således på plads, men det kritiske arbejde med at identificere udfordringerne, dvs. besvare om et udvalg reelt var en god løsning og hvordan det nærmere skulle organiseres, blev forsømt. Enkelte udvalgsmedlemmer valgte at trække sig fra udvalget af denne grund.

Lodsejerudvalget blev efterfølgende en realitet - igen uden egentlige formalia - og nu, godt et år efter første spadestik, er spørgsmålet om samarbejdet reelt udgjorde flaskehalsen:. 

Lad os se hvad der reelt er sket:

• Vandløbsloven, viste det sig, var ikke en aftalelov. Så lodsejerne kunne alligevel ikke få det, som de ville. 

• Selvom det ikke er nedskrevet formelle retningslinjer for det nye udvalg i form af valgbarhed, forsamlinger, formål, regelsæt, etc., synes kommunen i høj grad at forme hvad der skal laves, hvem der skal lave det og hvordan det skal laves.

• Der findes stadig ikke en officiel fælles platform, hvor man kan se hvad der er indberettet af lodsejerudvalget, ligesom der endnu ikke findes en tilgængelig logbog over drænsystemets tilstand og åben adgang til udvalgets møder og referater.

• Der er i perioden ikke udført reparationsarbejder på drænene. Dvs. drænsystemet, med de i årevis kendte problemer, er stadig i samme tilstand som sidste år hvor mange lodsejere oplevede vand på grundene og to lodsejere fik deres hus totalskadet af vand.

• Der er heller ikke truffet myndighedsafgørelser i forhold til de kendte problemer. Dvs. der er stadig ødelæggende træer over drænene og de mistænkte graveskader fra etableringen af kloakledninger er stadig uafklarede. 

• Der skulle i efteråret være et par myndig hedsbreve på vej. Det ene en afgørelse, som er udsendt til udvalget i udkastform, hvor kommunen påtænker, at gøre træer over drænene lovlige. En disposition, som måske vil reducere kommunens arbejdsbyrde, men bestemt ikke vil gavne drænene og er i strid med vandløbslovgivningens praksis. Dette er nærmere beskrevet i blogindlægget "Absurd idé - kommunen vil tillade træer over drænene". 

• Og det andet myndighedsbrev skal omhandle en proces om regulering af drænene langs Ahlvejen fra Mejsevej til Solsortestien, hvor der er etableret anlæg i form af huse og jordvarme oven på drænet. Tilsyneladende søger kommunen at gøre problemer, der ikke juridisk har med kendelsesfællesskabet at gøre, til et lodsejerproblem i stedet for et myndighedsproblem. Altså heller ikke en tilgang, der umiddelbart tilgodeser loven eller lodsejerne.

• Der er afholdt en del møder mellem udvalget og kommunen. Senest har kommunen bragt en revision af kendelsen på bane. Et emne, der egentlig ikke hører hjemme i udvalget, men som i kommunens logik alligevel afføder timebetaling til dens medarbejder.

• Det er nemlig flere gange gjort tydeligt fra kommunens side, at alle timerne brugt på møder og skriverier vil blive opkrævet områderne, selv om det endnu er uklart med hvilken hjemmel og til hvilken takst. Og uafhængigt af, om indsatsen er effektiv og kommer området til gavn. Dvs. mødeprocessen koster, uanset om der reelt løses drænproblemer.

• Kommunen har gennemført en dyr fotoundersøgelse af drænene på visse strækninger. Der blev forud advaret om, at sådanne undersøgelser er vanskelige at gennemføre i de små dræn, men kommunen gennemtrumfede ikke desto mindre beslutningen. Undersøgelsen gav reelt ingen ny viden og meget få brugbare billeder. Så overvejende et spild af lodsejernes penge.

• Endeligt er det heller ikke indtrykket, at det fysiske inspektion af drænsystemet er øget hos hverken kommune, lodsejerudvalg eller drænlaug.

Som disse eksempler illustreret er “samarbejdet” indtil nu præget af mange møder og en del udgifter, uden at der endnu er løst et eneste fysisk drænproblem. 

Indsatsen har altså primært været til gavn for den kommunale administration og pengekasse. Drænene, lovgivningen og lodsejerne endnu ikke er blevet tilgodeset. Og kommunens valg af forkerte, lovstridige, dyre og uvirksomme løsninger synes fortsat at pågå.

På den baggrund er det naturligt at spørge, om det reelle problem ikke fortsat er forvaltningen af drænene og ikke samarbejdet.

Kommunen oplyser, at den arbejder på en myndighedsafgørelse om, at træer over drænene nu skal være tilladt. 

Det er bemærkelsesværdigt, fordi det går imod stort set al vandløbslovgivning og praksis. Dræn og trærødder er bare en super dårlig cocktail.

Idéen er opstået ved genlæsning af en enkelt sætning i kendelsen fra 1972, hvor der på side 20 findes et afsnit med overskriften "Bestemmelser vedr. de specielle forhold inden for de enkelte interesseområder". 

For omr. 2, er anført:  "Igennem interesseområdet løber det offentlige vandløb nr. 7 "Afløbet fra Ålelodderne og Ahlgården" ...... Ebeltoft kommune afholder alle udgifterne ved oprensning og vedligeholdelse af brønde. For rørledninger fordeles udgifterne med 2/3 til lodsejerne og 1/3 til Ebeltoft kommune. Kommunen kan herefter ikke kræve beplantningen fjernet over rørledningen."

Sætningen er formentlig bare en indrømmelse til de berørte lodsejere, der nu skal bidrage økonomisk til et offentligt vandløb, der normalt er fuldt offentligt finansieret.

Men i kommunens logik er undtagelsen ikke længere speciel for rørene i det offentlige vandløb. Formuleringen må tolkes, mener den, således at træer over drænledningerne heller ikke kan kræves fjernet over de øvrige rørlagte vandløb. 

Dette desuagtet, at der lidt længere nede eksplicit står, at "De øvrige rørledninger og brønde i området vedligeholdes som beskrevet under de generelle forhold. Udgifterne fordeles på grundene i området."

Ud over det generelle forbud i vandløbsloven mod planting over dræn, bryder det nyeste påfund også med kommunens egne privatretlige deklarationer, der er tinglyst på de fleste grunde i området. Deklarationerne foreskriver bl.a. at grundene skal have "skovlignende karakter", men også, at de skal respektere "eksisterende ledninger til vandafledning". Dvs. den skovlignende karakter har ikke forrang over drænene. Det det ville også være mærkeligt hvis en privatretlig deklaration kan tilsidesætte lovgivning...og fornuft. 

Men hvorfor kaster kommunen sig i det hele taget ud i noget, der synes at være i strid med lov og praksis og på ingen  måde gavner hverken området eller lodsejerne?

Kunne vildfarelsen tænkes at gavne kommunen selv? 

Hvis beplantning over dræne ikke skal håndhæves, kan kommunen slippe for en masse myndighedsarbejde med påbudssager om at fjerne træer over ledningerne. En opgave, den har syltet længe, men som presser sig på. 

Samtidigt kunne kommunen som entreprenør tjene sit sædvanlige administrationsbidrag på 15% når drænene efterfølgende ødelægges af rødder og skal udskiftes. Jo flere skader, jo større administrationsbidrag. Så jo, en sådan løsning kunne snævert ses at gavne kommunen både økonomisk og arbejdsmæssigt. 

Men det, der gennem de snævre embedsmandsbriller, er en fantastisk idé, er det  bestemt ikke for lodsejerne. De får deres haver gravet op, deres dræn ødelagt og skal finansiere festen med at etablere nye, som så igen kan blive ødelagt efter en årrække. 

For dem er det blot endnu en fuldstændig absurd idé fra en kommune, som igen tilsyneladende vælger at bøje reglerne til egen fordel.

Vores samarbejde med kommunen om drænene har et vist fælleskab med det franske absurdskuespil “Mens vi venter på Godot”.

Heri venter to personer på Godot, som aldrig kommer, uden helt at vide hvorfor og uden egentlig at kende ham. Mens de venter, beskæftiger de sig med snak, skænderier, filosoferen, sang og leg uden på noget tidspunkt at komme ud af stedet. På det gentagne spørgsmål om, hvorfor de er nødt til at blive, er svaret altid det samme: Vi venter på Godot.

Tilsvarende venter vi på, at kommunen kommer og løser vores drænproblemer. Det sker måske aldrig, og i mellemtiden beskæftiger vi os med snak, skænderier, filosoferen, og møder uden at komme ret meget ud af stedet.

Der er noget absurd over det og man kan i ventetiden spørge sig selv hvad der skulle til, for at vi faktisk kom ud af stedet.

Lige til højrebenet ligger det, at

• kommunen forvaltede efter lovgivningen,

• lodsejerne undlod beplantning, byggeri og andre anlæg over drænene,

• gravearbejderne i området respekterede drænene, og at

• kommunen tog problematikken om tilsanding på stranden alvorligt.

Disse fire "til højrebenet" dækker nemlig langt overvejende de kendte udfordringer med drænsystemet. Så det kan vi jo mødes og skændes om, mens vi venter på Godot.

Trods indvendinger om nytteværdien er en TV-inspektion, har kommunen besluttet at få Djurslands Kloakservice til at undersøge nedennævnte rørstrækninger. Begrundelsen var, at kommunen havde behov for dokumentation til evt. myndighedssager. Selv om arbejdet således er et led i myndighedsarbejdet, mener kommunen, ironisk nok, at lodsejerne skal afholde udgiften til inspektionen.

De berørte strækninger:

Mejsevej 2 til Sneppestien 1
Sneppestien 1 til Sneppestien 2
Sneppestien 2 til Egernstien 19
Solsortestien 1 til Fasanstien 2

Mejsevej 12 til Stillidsvej nr. 1,
Lærkestien 15 til Sneppestien 16
Sneppestien 8 til Sneppestien 10
Lærkestien 10 til 25, 

De første 4 delstrækninger udgør den sammenhængende strækning fra Mejsevej til Fasanstien øst for Ahlvejen. Det var altså primært en opgave, der vedrørte omr. 3.

Der var bestilt to biler: en spulevogn og en fotovogn. Fotofirmaet vil udarbejde en nærmere rapport, men for de utålmodige er her den uofficielle rapport  vedr. dagens indsats.

Lokahl blev involveret i projektet fordi det kneb de to professionelle, at lokalisere brøndene og finde rundt i området.

Kommunens medarbejdere var ikke til stede og kunne ikke træffes telefonisk for opklarende spørgsmål. Spulefolkene havde kun fået udleveret et lidt upræcist kort af kommunen og de lovede pinde til markering af problematiske steder, var ikke kommet frem. Der var ikke deltagelse fra drænlaug eller lodsejerudvalg.

I processen med etablering af lodsejerudvalget var et af de centrale argumenter, eller måske nærmere ønsker, fra fortalerne at få et bedre samarbejde i stand med kommunen. Kommunen skulle være medspiller i stedet for modspiller.

Nogle lodsejere, og i særdeleshed dem, der skubbede på etableringen af lodsejerudvalget mente, at for meget "juristeri" stod i vejen for samarbejdet. 

Isoleret set er det svært at være imod det positivt ladede begreb "samarbejde". Men en forudsætning for at samarbejdet virker, er gensidighed i form af enighed om spillereglerne for samarbejdet. 

I vores tilfælde på Ahl defineres spillepladen af vandløbsloven og kendelsen fra 1972.

Kommunen fristede med luftige og lokkende formuleringer som "vandløbsloven er en aftalelov", eller "I kan få det som I vil, bare I betaler", "...vi skal forventningsafstemme". Formuleringer, som desværre uden hjemmel i lovgivningen og dermed ikke en del af den fælles spilleplade.  Fortalerne for udvalget istemte, eller undlod at tale mod dette vrøvl.

At spillepladen er defineret af loven og en officiel kendelse tinglyst på grundene, kan man kalde "juristeri". Men sådan er det nu. Loven gælder uanset at  nogle af fortalerne for samarbejdskursen ikke er så optagede af dette. 

Regningerne er jo ikke store, lyder det fra fortalerne. Men det var de for de lodsejere, der betalte unødvendigt dyrt for de lovstridige projekter på Mejsevej  og renoveringen af område-2-drænet. 

Havde "juristeriet" i kommunen fungeret, i form af tilsyn og ordentlig myndighedsbehandling, havde problemer med trærødder, byggeri overdrænene, mv. ikke eksisteret og hverken Mejsevej eller omr-2-projektet havde fundet sted. Så juristeri er løsningen. Ikke problemet.

Kommunens "egenforvaltning" og de ledsagende røverhistorier, som sjovt nok alle gør kommunens arbejde lettere og dens 15% provenu større, er årsagen til problemerne, og årsagen til de store og unødvendige udgifter, der også rammer alle de lodsejere under fællesskabet, der ikke har skadet drænledningerne eller påført fællesskabet større udgifter til vedligeholdelse. 

At juraen er på plads er altså en forudsætning for et sundt samarbejde. Ikke en hindring. Kommunen brude være fællesskabets garant for dette. Men det virker nærmere, som om den bidrager til forvirringen og primært er optaget af fællesskabet som en kilde til finansiering. Desværre støttet af en række fortalere, som tilsyneladende ikke er så optagede af lovmedholdeligheden og misbruget af fælleskassen.

Det skal vi ikke lade os hverken forlede- eller friste af. Reglerne er der for at hjælpe og det er ikke et spørgsmål om samarbejde eller juristeri, men om samarbejde og juristeri og måske endda samarbejde om juristeri.

Der har i længere tid været problemer på drænstrækningen mellem Mejsevej og Solsortestien. Strengen løber under 4 grunde og der er tilsyneladende flere problemer. På den ene grund er der bygget oven på drænet, på den anden er der nedlagt jordvarme over drænet, på den tredje er der fundet trærødder ved spuling.

Vandløbsmyndigheden slår sig i tøjret i forhold til at myndighedsbehandle sagerne. Det kan være svært at løfte bevisbyrden og hvis vi ikke kan løfte denne, er der kun fællesskabet til at betale, lyder det fra kommunen.

Den lægger altså igen igen igen an til, at skader og uvedkommende forhold skal udbedres på fællesskabets regning. fordi det er det letteste... og det mest lukrative for kommunen vel at mærke. Hvis arbejdet med lidt held kan gøres til kr. 500.000 og kommunen har ret til at tillægge 15%, går der 75.000 lige i kommunekassen uden alt besværet med tilsyn og myndighedsopgaver.

Problemet er bare, at hvis der er tale om skader eller forhold, der ligger ud over almindelig vedligeholdelse, burde det ikke koste fællesskabet under kendelsen en krone. 

Fællesskabet bliver altså gjort til noget andet end det er. I følge kendelsen skal fællesskabet finansiere vedligeholdelse. Der står ikke, at man skal finansiere kommunens undersøgelser i forbindelse med myndighedssager, unødvendige spulinger, fotoundersøgelser, unødvendige udskiftninger, etc.

Kommunens fejlagtige logik om at der kun er fællesskabet til betale i sidste ende, betyder at fællesskabet kommer til at betale gildet for en kommune, der svigter tilsynet og myndighedsbehandlingen. Og det kommer til at betale for forhold i modstrid med loven, der ødelægger eller besværliggør vedligeholdelsen af drænene. Set med fællesskabets øjne er det ulogisk og kan vel være lovstridigt.

Det er som om fællesskabet bliver gjort til en slags "sugar daddy", der skal opsamle regningerne for andres fejl.

En mailudveksling med kommunen om et konkret problem i et af drænområderne, er en meget god illustration af  kommunens "forvirringsstrategi", som vi igen og igen støder på.

Drænproblemet består i en stoppet drænledning under en vej. Problemet har eksisteret, og været påtalt, i årevis. Efter at kommunen nu igen både telefonisk og i en mail er gjort opmærksom på det, lyder det til, at der snart sker noget.

På den ene side af vejen løber drænet til en brønd, som et stort egetræ umiddelbart ved siden af brønden har "væltet" skæv i takt med at træet er blevet tykkere.

Da kommunen allerede havde talt om at hyre entreprenører til opgaven, forespurgte vi den for en sikkerheds skyld, om den havde kontaktet ejeren af træet, hvis det nu viser sig, at der er tale om en skade på brønden.

Kommunen svarede: "Nu er det ikke entydigt, hvad der er årsag til skaden. Endvidere er det heller ikke entydigt, om kendelsen ikke omfatter, at skader fra træer er omfattet af fælles vedligehold, og endelig er det jo ikke klarlagt, hvis træet er årsag, om det er selvsået."

Hertil svarede vi: "Vi bliver dog nødt til at få opklaret de principielle ting, som har kørt i årevis uden afklaring. Dette er myndighedens opgave. Altså: Betyder det noget om et træ er selvsået hvis det skader et dræn, eller har lodsejer også ansvar for selvsåede træer på sin grund?....Disse spørgsmål understreger netop, at det så vigtig, at I træffer afgørelser, så der heri redegøres for disse ting. "

Som vanligt skaber kommunen usikkerhed i stedet for klarhed. Håbet med denne retorik er måske, at slippe for brevskriverierne og juraen. Men der er ikke andre til den opgave end myndigheden. Og i stedet for at skabe tvivl og problematisere, kunne det være konstruktivt, at afklare disse spørgsmål, som er meget relevante for mange andre situationer med drænene på Ahl.

Vores gæt er, at brønden er væltet af det træ, der står klods op ad brønden og har trykket brønden i mange år. Det er endvidere tidligere fastslået, at kendelsen kun omfatter vedligeholdelse, som i lovens forstand er noget andet end skader på drænet. Om det skulle have betydning, at træet er selvsået, skal naturligvis afklares. Herunder også bevisbyrden for dette. Det fremgår nemlig ikke af kendelsen. Husmandslogikken i vores øjne er, at lodsejeren er ansvarlig for beplantningen på sin grund. Hvis ikke det er tilfældet svarer det lidt til, at man ikke er ansvarlig for den skade man forvolder med sin bil, blot fordi den står registreret i konens navn.

Så selv om det måske er lettere for kommunen at lade fællesskabet betale, er det væsentligt dyrere for lodsejerne. Husk bare Mejsevejsprojektet, som kostede lodsejerne godt 600.000 kroner. En udgift som de formentlig slet ikke skulle være opkrævet,  fordi de eneste to problemer i dette projekt var skader på drænet. Der var altså ingen vedligeholdelse og skader bliver ikke bare ...BUM...til vedligeholdelse.

Dertil kommer, at det i et retssamfund som vores, er meget betænkeligt, hvis en myndighed forsøger at undvige myndighedsopgaverne til egen fordel.

Så herfra en opfordring til, at myndighedsopgaverne tages alvorligt. Det er på høje tid, at klarlægge de lovmæssige tolkninger i stedet for at problematisere dem og bruge usikkerheden til at læsse omkostninger over på fællesskabet. Afgørelsernes time er kommet.

Drænene findes og skal vedligeholdes i den fysiske verden.  Det kræver, at håndterer dem og lærer dem at kende, ja netop i den fysiske verden.

Man kan godt holde mange møder, foreslå at lave nye kort, forventningsafstemme,  og gøre sig overvejelser om at udskifte dæksler med nye, selv om de gamle har fungeret i 50 år, etc. etc.   

Men husk blot på, at intet af dette skrivebordsgymnastik får vandet til at løbe bedre i drænerørene.

De "lavthængende frugter" på drænsystemet er allerede kendte og har været det i lang tid: undgå trærødder og graveskader og foretag jævnlig vedligeholdelse. Disse bør plukkes inden man afledes af  forkromede skrivebordsøvelser.

I det lys er det vigtigste i drænvedligeholdelsen, at man kommer ud til drænene i den fysiske verden, lærer systemet at kende, ser hvor ødelæggende det er med træer over ledningerne, og ser hvor vandet løber og hvor det ikke gør.

Det er ikke kompliceret. Vi har allerede udmærkede kort. Og det kan stadigt, som i alle år før, ved hjælp af f.eks. en gammeldags spade, lade sig gøre at skubbe selv de tunge brønddæksler til side.

Så lad os tage fat på de fysiske problemer. Om end overspringshandlingerne kan signalere handlekraft, risikerer de let at blive lige så omsonste som at flytte dækstole på Titanic. 

Drænkendelsen for området er klar: kommunen står for vedligeholdelsen af drænene. Og med opklaringen af juraen er nuancerne også over årene blevet klarere. Så hvorfor virker det alligevel ikke?

Vender vi det om, er det relativt klart, at hvis kommunen vedligeholdte systemet efter loven og kendelsen og håndhævede reglerne herfor, havde vi ingen problemer. 

I det lys er hovedproblemet vi kredser om, som katten om den varme grød, vel kommunens forvaltning.

Indtil kommunalreformen var der en kommunal ansat, Kaj, som kendte systemet godt og passede det uden de store problemer. Efter kommunalreformen sparedes Kaj væk. Drænsystemet skulle i stedet fjernstyres fra det kommunale skrivebord af folk, som ikke havde kendskab til det fysiske system og ej heller til lovgivningen.

Hvis det i bund og grund handler om en kommune, som ikke får udført sine opgaver, må vi få løst dette problem. Og hvis ikke folk ønsker at holde kommunen fast på sine lovfæstede forpligtelser, kan lodsejerne vælge at overtage driften af områdets dræn selv.

Men kommunen har ikke lyst til den første løsning og lodsejerne har ikke lyst til den anden. Derfor spilder vi en masse tid på at kredse om den varme grød med retorikøvelser, men uden at de egentlige problemer løses. 

Vi komplicerer altså og derfor faldt tanken på den gamle vending: "warum einfach wenn's auch kompliziert geht".

Opskriften er i princippet simpel: 

1. undgå skader på drænene

2. forstå drænsystemet

3. hold øje med at systemet virker

4. følg de fælles spilleregler lovgivningen definerer.

Det suverænt største problem med drænene har været ødelæggende trærødder. Efter at det udstykkede landbrugsareal blev bebygget og grundende blev tilplantet i 60'erne og 70'erne har træerne i de sidste årtier nået et størrelse hvor rødderne når ned i drænene.

Røddernes ødelæggelse af drænrørene er en skade, som der er taget højde for i vandløbsloven. Men lodsejerne har været uopmærksomme og kommunens tilsyn har ikke påtalt skaderne. Dermed har rødderne fået frit løb med store og dyre problemer til følge.

Skridt nummer et mod et velfungerende drænsystem er derfor at fjerne træerne over drænledningerne og få udbedret skaderne på drænrørene. Det bør naturligt kombineres med et tilsyn, som undgår at det samme sker igen.

Det næststørste problem er graveskader. Især i forbindelse med kloakeringen af området omkring 2007. Her blev en del af de ældre drænrør kappet og aldrig retableret. Kommunen var projektmager på kloakeringen og da den samtidig havde tilsynet med drænene, burde der have været opmærksomhed på problemet. Det skete bare ikke. Nu står lodsejerne med problemet.

Skridt nummer to mod et velfungerende drænsystem er derfor at få graveskaderne udbedret og etablere et tilsyn, så de undgås i fremtiden.

Skridt nummer tre mod et velfungerende drænsystem er en kompetent og rettidig vedligeholdelse. Altså at det jævnligt tilses af kompetente folk, som kender brøndene, ledningernes forløb, dimensioner, svage punkter, etc. etc.

Et sidste, men meget vigtigt skridt, når mange aktører med forskellige interesser deler drænsystem, er at følge et fælles sæt af spilleregler. 

For drænsystemet på Ahl udgør de fælles spilleregler bestemmelserne i vandløbsloven og i kendelsen fra 1972. Disse spilleregler er relativt klare. Deres største fjende er mistolkninger fra falske profeter og folk med særinteresser. Opklares lovgivningen, bliver man uafhængig af valghandlinger, forventningsafstemninger, servicepakker og andet, der tager meget tid fra det fysiske system og har potentialet til at skabe splid og nabostridigheder.

De mange overspringshandlinger, der fokuserer på gamle brønddæksler, gamle kort, osv. er... ja overspringshandlinger. De har ikke indflydelse på om vandet løber i rørene. Så lad os fokusere på at få løst de reelle problemer. De mange uløste myndighedsopgaver med rodskader og graveskader, skal løses først og de løses ikke med gentagen "spulegymnastik".

Taksationskommissionen og Overtaksationskommissionen. Det lyder som noget fra Orwells1984. Men faktisk er de "nulevende" offentlige instanser, som bl.a. tager sig af taksering af økonomiske spørgsmål mellem borgerne og det offentlige.

De lokaler lodsejerrepræsentanter mødte disse kommissioner i forbindelse med en sag fra 2013, hvor kommunen meddelte lodsejerne, at den ville renovere en del af hoveddrænet på Ahl. Lodsejerne spurgte ind til det, men blev meddelt, at de ikke kunne gøre indsigelser. Kommunen var i sin gode ret til at udføre projektet for deres regning, lød det fra kommunen. 

Projektet blev gennemført, men til en pris, der var næsten 4 gange det oprindeligt udmeldte beløb. Beløbet blev opkrævet lodsejerne via ejendomsskattebilletten. De få, der tilbageholdt betalingen, blev truet med udlæg i ejendommen.

Et postgang senere klagede lodsejerne til Miljø- og Fødevareklagenævnet over et tilsvarende projekt ved siden af det første. Lodsejerne vandt sagen. Projektet var lovstridigt. Det var nu klart, at også det første projekt var gennemført ulovligt. Betalingen for ulovlighederne skulle dog forblive i kommunens kasse, meddelte den hårdnakket.

Nu, godt 10 år og et væld af klagere senere, ligger lodsejernes betaling for det ulovlige projekt udført at kommunen, stadig i kommunekassen.

Sagen vedr. det indledende projekt blev efterfølgende genoptaget, selv om kommunen selv nægtede at åbne sagen. En længere omvej omkring Ombudsmanden gav lodsejerne ret i, at kommunen havde pligt til at myndighedsbehandle og træffe afgørelse i sådanne projekter. 

Tvunget af Ombudsmanden gjorde kommunen så dette. Afgørelsen fra kommunen som myndighed sagde, i grove træk, at kommunen som projektudfører, havde gjort lige som den skulle. Kommunen gav altså sig selv ret og mente, at den var i sin gode ret til at beholde lodsejernes betaling for projektet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet som havde behandlet sagen og fundet kommunens ageren ulovlig kunne dog ikke håndtere det økonomiske mellemværende. Det skulle indbringes for Taksationskommissionen. Og af borgerene selv. Der findes ingen form for samvittighed i systemet, der kunne se det rimelige i, at det offentlige selv måtte udrede de ulovlige tråde.

Taksationskommissionen, som ledes af en pensioneret byretsdommer og et par lægmedlemmer, afholdt efter en tid et møde, hvor lodsejerne fremførte og dokumenterede,  at projektet var ulovligt og at det eksisterende drænsystem i sin helhed var fungerende. Argumentet var altså,  at det nye projekt i det store hele var unødvendigt og således unyttigt. 

Disse argumenter blev dog ignoreret i dommerens kendelse. Heraf fremgik det blot, at Taksationskommissionen ikke kunne forholde sig til lovligheden af projektet efterfulgt af et ubegrundet udsagn om, at den ikke fandt grund til at antage, at lodsejerne ikke havde nytte af de nye dræn. Altså bare et pudsigt krumspring i ord. 

Dommeren vurderede altså ikke nytten af selve projektet. Hans begrænsede skrivebordslogik synes at være, at hvis der var afholdt udgifter måtte disse have skabt nytte et sted.

Argumentet om at lodsejerne allerede havde nytte af det oprindelige system, at det var funktionelt og at det nye systems mernytte derfor var tvivlsom, prellede altså af på kommissionen. Efter denne logik kunne drænrørene altså i princippet skiftes et utal af gange i træk uden at noget var galt og omkostningen hver gang pålægges lodsejerne. 

At det naturligvis betyder noget i den virkelige verden, om udskiftningen var nyttig. proportional og nødvendig, talte altså ikke i dette systems begrænsede logik.

Derfor blev sagen indbragt for Overtaksationskommissionen, som er ankeinstans for Taksationskommissionen. Endnu engang måtte lodsejerne skrive, indsende og argumentere for deres sag.  Og efter endnu et intermezzo med laaaang ventetid, blev der indkaldt til endnu en taksationsforretning, som møderne med taksationskommissionerne hedder. Denne gang havde kommissionen en ung lektor i spidsen og lidt flere lægmedlemmer. Ellers var processen den samme. Sagen fremlægges og kommissionen kommer så, efter måneders ventetid, med en kendelse. 

Samme resultat: vi kan ikke forholde os til projektets (u)lovlighed, men finder, at lodsejerne har nytte af de nedlagte drænledninger. De må betale.

Igen prellede argumenterne om, at nødvendigheden, og dermed nytten, af det gennemførte projekt aldrig var dokumenteret, af på øvrigheden. Logikken synes igen indskrænket til, at der var brugt offentlige penge,  så de måtte have skabt nytte.

Begrundelsen kunne ikke uddybes. Så selv om disse kommissioner er forvaltningsinstanser underlagt forvaltningsloven, synes denne lovs indhold om sagens oplysning, begrundelse, etc., at prelle af på dem. 

Alt dette virkede absurd i lodsejerøjne, og derfor blev sagen efterfølgende sendt til Ombudsmanden. Igen blev der skrevet en større sagsfremstilling. For hver instans skal jo have det på sin måde. Ombudsmanden svarede, at den ikke behandler sager fra Taksationskommissioner fordi disse, på samme måde som fredningsnævnene, har domstolslignende karakter. Hmmm. 

Et lærerigt, men absurd og surrealistisk møde med det offentlige system, som jo i virkeligheden er mange usammenhængende systemer.

Tilbage står, at borgerne stadig har betalt for et ulovligt kommunalt projekt, hvis nytte stadig er udokumenteret og ubegrundet. Ting som lodsejerne anførte til både forvaltning og borgmester allerede inden første spadestik. 

Når projektet alligevel blev gennemført med vold og magt, formoder området, at det har at gøre med kommunens ønsker om at nedbringe egen arbejdsbyrde med administration og vedligeholdelse af systemet, samt måske også, at kommunen beriges med et overhead på 15% af projektets omkostninger. Den tjener altså penge på ulovlighederne og jo dyrere et projekt, jo større et overhead.

Det sidste strå i sagen er, at den også er indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet, som skal forholde sig til kommunens lovliggørelse af sin egen ulovlighed. Ja, I læste rigtigt. Den selvsamme embedsmand i kommunen, som stod for at gennemføre ulovlighederne, stod også for at skrive kommunens lovliggørelse af projektet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet kan man vente på i årevis. De har meget travlt i øjeblikket, lyder det. En sætning man hører meget i vores tid. Så man må pænt vente med hatten i hånden, mens man  funderer over den implicitte antagelse, at borgerne ikke har for travlt til at vente ineffektive system, der egentlig er sat i verden for at hjælpe dem.

I ventetiden kan man også overveje, hvorfor de mon har så travlt i klagenævnene? Med erfaring fra denne sag og flere andre lignende, strejfes man af den tanke, at systemet måske er skruet forkert sammen. 

I hvert fald sidder lodsejerne sidder tilbage med fornemmelsen af, at have at gøre med selvkørende, ureflekterede systemer, der over tid har fået deres eget liv og logik. Et presset og dysfunktionelt system uden egentlig problemløsningsevne. Og et system, der ikke varetager borgernes interesser.

Begreber som inkompetence, magtmisbrug er fristende, men de synes alligevel ikke helt rammende. For fornemmelsen er, at de embedsfolk man møder undervejs, i en vis blind forstand, er overbevist om det gode og rigtige i deres gerninger. De gør jo bare som de skal, forstås.

Og fænomenet er ikke nyt.  "Kejserens nye klæder" blev skrevet langt før vores personlige erfaringer. Men det er skræmmende hver gang eventyret opleves på egen krop.

Emne: Re: Åbent brev om havmiljøet
Dato: Thu, 19 Sep 2024 12:50:16 +0000

Fra: Michael Stegger Jensen <micsj@syddjurs.dk>

Til: Peter Roland Larsen 

Svar på åbent brev om havmiljøet

Kære Erik Sejersen, Ejvo og Mads Hansen, Leon Kristensen, Jesper Heldgaard, Elisabeth og Morten Jensen, Inge Frentz og Peter Roland Larsen.

Tak for jeres henvendelse.

Det er rigtigt, at vi begge, på vegne af byrådet, har været meget aktive for at undgå klapning ved Hjelm med store mængder industripåvirket havneslam fra Århus. Havmiljøet har en meget høj prioritet i Syddjurs, hvilket også er klart defineret i den nyligt vedtagne natur-, teknik- og miljøpolitik i kommunen. Vi mener begge, at man skal gøre meget for at nyttiggøre opgravet materiale på land frem for at smide det opgravede materiale tilbage i havet.

Tak for at gøre os opmærksomme på den igangværende sagsbehandling ved de statslige myndigheder i forhold til dumpning af materiale fra færgehavnen og havnen ved Øer. Vi vil bede forvaltningen om at kigge nærmere på sagen i forhold til at belyse eventuelt skadelige konsekvenser på havmiljøets tilstand. Både i forhold til den fysiske og kemiske påvirkning. Herunder også de afledte konsekvenser, som i påpeger i forhold til mulig tilsanding af kysten ved Ahl. På den baggrund vil sagen blive forelagt de politiske fagudvalg med henblik på at tage stilling til fremsendelse af et eventuelt høringssvar til miljøstyrelsen.

Med venlig hilsen

Kim Lykke Jensen, Formand for natur-, teknik og miljøudvalget og

Michael Stegger Jensen

Borgmester

---

Fra: Peter Roland Larsen 

Sendt: tirsdag, september 10, 2024 5:55 PM

Til: Michael Stegger Jensen

Emne: Åbent brev om havmiljøet - tillige sendt i kopi til Adresseavisen Syddjurs

I de kommende måneder får vi måske svar på, om Syddjurs byråd for alvor vil ”passe på miljøet”. Anledningen er to ansøgninger om at fortsætte 30-40 års klapning tæt på Ahl strand, en af Djurslands populære badestrande. Og vi henvender os til Jer, fordi I har stor indflydelse på, hvad der skal svares. Det er havneslam fra Øer maritime Feriebys havn og fra Ebeltoft Færgehavn (Molslinjen) det drejer sig om. Fra disse havne er der, siden de blev bygget, hældt slam fra uddybningen af havnene i havet - en sømil fra Ahl strand (det kaldes klapning). Siden start er det blevet til næsten 800.000 kubikmeter. Altså ikke helt så meget som de 930.000 kubikmeter, Århus Havn ville have læsset af i Hjelm dyb. Trods alt!

I har begge, som borgmester og udvalgsformand, udtrykt modstand mod Århus Havns planer om klapning i Hjelm dyb. Rækker modstanden mod klapningerne også til at stoppe klapningerne i Ebeltoft vig?

Havneslammet (hovedsageligt sten og grus) skal fjernes, så skibe og både kan sejle ind og ud af havnene uden at støde på bunden. Specialbyggede skibe udgraver havnene, og sejler derefter materialet ud på to klappladser cirka en sømil sydvest for Ahl strand. Når det foregår kan man se det fra vindmøllemolen ved Ebeltoft færgehavn, og hvis man vil have et indtryk af, hvad det i virkeligheden handler om, så gå en tur på stranden ved sommerhuskolonien ved Ahl. Her er stranden (som ellers kategoriseres som erosionstruet) vokset med 10-12 hektarer siden klapningerne begyndte. Forklaringen er efter vores vurdering, at en stor del af klapmaterialet er drevet ind her på stranden. Vi har i dagene efter at der blev klappet havneslam oplevet, at havvandet ved stranden blev grumset, men Jeres forvaltning har (i overensstemmelse med reglerne) i årevis afvist at interessere sig for tilsandingen.

Miljøstyrelsen har ansvaret for klapningerne, men på fastlandet har kommunerne også en rolle. De kan f. eks. undersøge, om det opgravede materiale fra havnene kan nyttiggøres. Og de har ret til at blive hørt, når der gives klaptilladelser, men ifølge reglerne kan de slippe for det. I Syddjurs Kommune har man altid bedt sig fri for at blive indblandet. Og de to ansøgere (havnene) har aldrig fået havneslammet anvendt andre steder end ….. i havet. Sagsbehandlingen af de to klapansøgninger er i gang i Miljøstyrelsen. Vil henholdsvis 34 og 42 års praksis fortsætte (Ebeltoft færgehavn siden 1982 og Øer maritime Ferieby siden 1990)?

Skal man bekymres over indholdet i havneslammet? Officielt ikke, idet havnene med mellemrum skal lade havneslammet undersøge. Og ja, målingerne viser, at der er miljøgifte i slammet, men grænseværdierne er ikke overskredet. Det står et privatejet miljøfirma, som havnene betaler, inde for.

Venlig hilsen

Erik Sejersen, Ejvo og Mads Hansen, Leon Kristensen, Jesper Heldgaard, Elisabeth og Morten Jensen, Inge Frentz, Peter Roland Larsen.

Så kom der indkaldelse til fællesmødet den 15. februar vedr. lodsejerudvalg. 

Mødeindkaldelsen lægger op til en afstemning om den fremtidige organisering og vedrører dermed alle underlagt kendelsen. 

Derfor en opfordring herfra til at deltage i mødet. De, der ikke kan deltage i mødet, kan overveje at give deres mening til kende til kommunen (src@syddjurs.dk), eller alternativt til laugets postkasse (post@ahl-draenlaug.dk). Så vil vi viderebringe det til kommunen.

Om et lodsejerudvalg er en god idé afhænger naturligvis meget af, om det kan løse områdets drænproblemer. De problemer vi har oplevet de seneste 10 år er forsøgt skitseret herunder.

Se fremad og gamle farmor

Selvom vi ofte hører, at vi skal se fremad, skader det ikke, som min gamle farmor sagde da hun var blevet 108, at kigge tilbage, så man kan lære lidt af historien. 

Historien med drænene går helt tilbage til 1960'erne, hvor udstykningerne tog fart. I 1972 kom kendelsen, som stadig gælder. Og i 2014 blev Drænlauget til. 

På baggrund årene med drænlauget kan vi se, at drænproblemerne alle falder i 4 kategorier. Disse tilbageskuende kategorier sætter vi her lidt ord på for at give jer et bedre grundlag for at se fremad.

Skader på drænene

Langt størstedelen af de stop vi har set på drænene skyldes trærødder. I vandløbslovens forstand er rødder en skade på drænet. I takt med at træerne, plantet i 1960'erne, er blevet større, er rødderne også blevet dybere og går i drænene.

Rødder var f.eks. problemet på Mejsevej, ved Københavnerkolonien, ved Ahlgården, langs Egernstien og ved "Oles sø".

Med undtagelse af omr. 2, er skader ikke et fælles ansvar under kendelsen, men et ansvar for den lodsejer, der ejer træet. I praksis har kommunen dog ikke gjort lodsejerne ansvarlige, men ladet fællesskabet betale for udbedringen.

Opgaven med rødder er at holde øje med træer over ledningen og sørge for, at de bliver fældet. Det er den enkeltes ansvar, eller kommunens ansvar som myndighed. Skal man gøre rodskader til et fælles ansvar, skal kendelsen laves om, eller alternativt skal man danne en grundejerforening. Et lodsejerudvalg kan ikke beslutte dette.

En anden type skade, vi er stødt på flere gange, er graveskader. Især i forbindelse med nedlægning af kloakrør i 2006. Her er flere af de ældre dræn blevet afbrudt. Vi så f.eks. ved Mejsevej, hvordan en forkert samling i vejen gav problemer med drænet. Og mistanken er, at dette også er problemet på Lærkestien og ved den store sø på hjørnet af Ahlvejen og Solsortestien.

I princippet er det ved graveskader også skadevolder, altså entreprenør eller ejerne af graveprojektet, der er ansvarlige. Men sådanne skader viser sig ofte først senere, og praksis har også her været, at fællesskabet fik regningen i stedet for skadevolderen.

Problemet der skal løses er altså hvem der holder øje og hvem der har ansvar i praksis. Ellers havner regningen hos fællesskabet.

Drænudløbene

Langt den største del af den "daglige vedligeholdelse" går på at holde udløbene i havet fri for tilsanding. Et problem, der er blevet noget større og dyrere i takt med at tilsandingen er taget til. Det har taget fart efter 2006.

Alle udløb ligger på kommunens jord. Praksis har været, at drænfællesskabet under kendelsen har betalt udgifterne. Vi har naturligvis også nytte af det, men lovgivningsmæssigt er det fortsat uklart om fællesansvaret stopper ved enden af drænrøret. 

Sagen er rejst for kommunen for år tilbage, men er endnu ikke afklaret formelt. Den seneste officielle udmelding er fra Taksationskommissionen, som udtalte, at det ikke nødvendigvis er et fælles ansvar under den eksisterende kendelse, og at kendelsen derfor er utilstrækkelig i lyset af tilsandingen.

Problemet, der skal løses, er hvordan man kommer af med vandet på de bredere strande og hvem der skal betale. Det kan et lodsejerudvalg ikke bestemme, da dette kun har med vedligeholdelse at gøre. 

Forvaltningen

Langt den største tidsrøver for drænlauget har været forvaltningsspørgsmål. Altså spørgsmål til myndighederne om hvordan reglerne skal tolkes. 

Udfordringen har været, at kommunen udover at være myndighed på vandløbsloven også er vedligeholder af systemet og økonomisk involveret, fordi den "tjener" et provenu på 15% af alle vedligeholdelsesomkostninger. 

Kommunen skal altså holde øje med sig selv og det har skabt en del rod. For eksempel skulle den selvsamme person, som besluttede at udskifte dræn for ca. 600.000 kroner på Mejsevej, og for dette fik et provenu på ca. 80.000, efterfølgende være myndighed på, om denne beslutning var rigtig. Projektet var i virkeligheden unødvendigt og der blev udskiftet 90 meter ubeskadiget rør. Problemet på strækningen var en kendt rodprop og en graveskade under Ahlvejen. Altså skader, der ikke burde ligge fællesskabet til last økonomisk. Men ikke desto mindre blev område 3 opkrævet 600.000 kr. og kommunen som myndighed konkluderede efterfølgende, at alt var i den skønneste orden.

Af denne grund er der så mange sager, der er endt i klagenævnene, og som I ved har drænlauget her fået medhold. Dvs. der har helt objektivt været tale om ulovlige projekter, ulovlige opkrævninger, ulovlige forvaltningsdispositioner, etc. Alt det vi har skrevet om tidligere.

Der har også været en del eksempler på unødvendige reparationer. På Egernstien for eksempel besluttede kommunen for et par år siden at skifte 3 brønde. Det kostede lodsejerne godt 200.000 kroner. Alle brøndene fungerede dog. Problemet lå udenfor brøndene og skyldtes trærødder. Som ved lægen er det altså vigtigt, at man når frem til den rigtige diagnose, inden man starter behandlingen.

Det forvaltningsmæssige problem kan et lodsejerudvalg delvist være med til at løse ved at være skarpe på hvad problemet er, hvor det er og hvordan det skal løses. Men det kræver, at man kender reglerne,  følger med i sagerne og tager den nødvendige dialog med kommunen herom.

Tilsynet

Dette har voldt problemer på den måde, at det i praksis ikke er sket systematisk siden 2006. Funktionstilsynet med drænene ligger iflg. kendelsen hos kommunen. 

Indtil kommunalreformen var der en mand ansat til at holde opsyn med drænene og det fungerede tilsyneladende fint. Men da Kaj, som han hed, blev sparet væk, forsvandt det samlede tilsyn og siden da har tilsynet været stedmoderligt.

Et velfungerende tilsyn kræver, at man kender systemet. Altså at man ved hvilke ledninger, der går hvor. At man holder øje med problemer og holder øje med udløbene, som er flaskehalsen. Hvis der er en prop i udløbet, vil der være vand på grundene, uanset at det øvrige drænsystem er i tip-top stand.

Et lodsejerudvalg kan sagtens bidrage til at løse problemerne med tilsynet, og det er formelt den primære hensigt med etableringen af dette. Det kræver "bare" at man sætter sig ind i drænkortet, med jævne mellemrum kommer ud i området og tilser brønde, mv., fører log over tilstanden, samt at man får lagt en plan og effektueret denne gennem kommunen. 

Et "aber dabei" i denne løsning er dog, at Taksationskommissionen for nylig har udtalt, at kommunen ikke kan slippe for funktionstilsynet. Dvs. der bliver en vigtig opgave med at koordinere mellem kommune og lodsejerudvalg. Og for lodsejerne er det vigtigt at få afklaret, hvem der i sidste ende bærer ansvaret for tilsyn og vedligeholdelse. Altså om det er kommunen eller lodsejerudvalget.

Håbet er, at denne gennemgang giver jer et grundlag for at vurdere, om et lodsejerudvalg er svaret på områdets drænudfordringer.

Peter Egestad

I ønskes alle Godt Nytår med et par varme nyheder i en kold tid.

Områdets tilstand

Der er fortsat meget vand i systemet. Og nu også sne. Forhåbentlig giver frosten mulighed for, at vandet fra de frostfrie lag kan synke, så der er plads, når afsmeltningen sætter ind.

I område 2 er der stadig en større sø på Lærkestien. Kommunen er kontaktet, men det er uvist, om der er taget nærmere beslutninger om reparation.

Område 3, ved Erik Sejersen, har kontaktet kommunen om drænstrengen øst for Ahlvejen mellem Mejsevej og Solsortestien. De fleste af jer har nok bemærket den store sø i haven på hjørnet af Solsortestien og Ahlvejen. Drænvandet løber til brønden på Mejsevej og strækningen har voldt problemer længe. Alt tyder på, at der er et stop på matriklen ved Mejsevej, men der kan være yderligere problemer under de større træer på strækningen.

I Område 4 har kommunen ryddet over drænledningen i skoven. Det er os bekendt ikke annonceret, men vi formoder, at tanken er at undgå rodskader.

I område 5 venter vi stadig på at få løst problemerne på Ahlgården, få frigravet den skrå grøft og ryddet over hovedledningen langs Egernstien. Alle disse opgaver ligger hos kommunen og har desværre ligget "brak" meget længe.

Lodsejerudvalg

Der er varslet fællesmøde om lodsejerudvalg den 15. februar. Mødet skal afklare, om et lodsejerudvalg er en bæredygtig løsning og hvordan det rent praktisk kan organiseres. Det er tilkendegivet fra kommunen, at områderne godt kan overgå til lodsejerudvalg enkeltvist.

Baseret på erfaringer fra Drænlauget synes et par ting afgørende for, at et lodsejerudvalg kan blive en praktisk succes. 

Først og fremmest skal der være kandidater fra områderne, som er villige til at tage tjansen med at tilse drænene, rykke ud ved problemer, koordinere med kommunen og de øvrige lodsejere, samt at sætte sig ind i reglerne i kendelsen og vandløbsloven. Om end arbejdet er både givende og spændende, er opgaven i vores erfaring ikke lille. Dette nævnes fordi et lodsejerudvalg, som er mere navn end gavn, risikerer at stille lodsejerne dårligere fordi kommunen vil regne med, at lodsejerne selv holder øje og koordinerer.

Den anden vigtige forudsætning for succes er, at både lodsejere og kommunen spiller efter reglerne. Drænlaugets arbejde gennem de sidste 10 år har primært bestået i, med god hjælp fra klagenævnene, at afklare disse spilleregler. Desværre med kommunen som modpart. Om end de mange afgørelser i vores favør har tydeliggjort reglerne, er der er fortsat en vigtig opgave i at holde sig i sporet for at undgå træge klagesager eller intern splid.

Generalforsamling i Drænlauget 2024

Bestyrelsen indkalder i henhold til vedtægterne igen i år til generalforsamling. Den finder sted Påskelørdag, den 30. marts på Århuskolonien. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Dagsorden følger senere, men som en "teaser" kan afsløres, at forsamlingen skal diskutere, hvordan drænlauget skal organiseres fremover.

Fremtiden

Uanset hvordan organiseringen bliver, vil "de grå terriere" formentlig stadig afsnuse området og forfølge lokalområdets udfordringer i form af tilsandingen på veststranden, tilgroningen af udsigtsfredningen, og forvaltningen af drænene. Disse problemer har forvaltningsmæssige fællestræk, og tanken er derfor, at samle dem under paraplyen "lokAHL", som er en sammenskrivning af "lokal" og "Ahl". Det er endnu webmæssigt i sin vorden, men alle er naturligvis velkomne til at følge udviklingen på www.lokahl.dk.

Januarhilsener fra området

Peter Egestad

Hermed et par nyheder inden jul.

Økonomi

Kommunen har fremsendt regnskabet for drænåret, der er gået. Som noget nyt i år opkræves regningen ikke med ejendomsskatten, men i stedet særskilt med skorstensfejerbidrag, rottebekæmpelse, etc.

For de enkelte områder er prisen pr. part incl. moms og administrationsbidrag:

Omr 2: kr. 28,73
Omr 3: kr. 35,31
Omr 4: kr. 138,14
Omr 5: kr. 11,78

De mindelige beløb afspejler, at der ikke er lavet større reparationsarbejder. Dvs. opkrævningen dækker langt overvejende opgravning ved stranden og spuling af rør. Omr. 2, som ofte nævnes som det nyere- og vedligeholdelsesbilligere system, har derfor omkostninger på samme niveau som de øvrige områder selv om kommunen her betaler en tredjedel af omkostningerne.

Når omr. 4 ligger højere pr. part skyldes det primært, at der er relativt få parter i området til at betale for opgravningen langs stranden.

Igen i år fremgår det ikke af regnskab eller bilag hvad der nærmere er udført, hvor og hvornår. Håbet er fortsat, ved at gøre kommunen opmærksom herpå, at disse oplysninger gøres tilgængelige, så de kan bruges konstruktivt i vedligeholdelsen.

Kommunen er den ejer i området, som har flest parter og som et kuriosum kan nævnes, at kommunens parter ikke pålægges administrationsgebyr. Dvs. administrationsomkostningerne skal dækkes af de øvrige lodsejere.

En rodprop

I går mødte jeg spulevognen, som netop havde renset område-5 hovedledningen ved Ahlgården. Der har længe været problemer på strækningen, som er spulet et utal af gange. Denne gange lykkedes det for den, at spule en massiv rodprop løs. Størstedelen af rodproppen blev suget ind i maskinen, men den del spuleren fiskede op, fik jeg et billede af. Der tale om en tætvævet og ret massiv prop. Så ikke så mærkeligt, med en "fætter" som denne i ledningen, at arealet opstrøms har svært ved at komme af med vandet.

Altså igen den samme erfaring, som vi efterhånden har gjort os mange gange: dræn og træer er en dyr og dårlig kombination.

 Så længe træerne lever, gror proppen hurtigt til igen da drænrøret allerede er beskadiget, dvs. ødelagt af rødderne. Fællesopkrævningerne må kun omfatte vedligeholdelse og da skader på dræn ikke er vedligeholdelse, burde udgifter til spulinger og evt. fornyelse af rør som følge af rodskader, ikke kunne opkræves hos fællesskabet. Men det bliver de fortsat og det er utroligt, at kommunen fortsætter denne ulovlige praksis på 10. år.

God jul og godt nytår til alle🎄

🧑‍🎄Peter Egestad på vegne af Ahl Drænlaug

Kære medlemmer

Hermed et par korte nyheder fra området:

Rigelige mængder vand i området

Efterårets- og i særdeleshed novembers voldsomme nedbørsmængder har flere steder givet anledning til vand på grundene. Og enkelte steder en del mere end det. På bl.a. Spovevej og Stillidsvej har der været regulære oversvømmelser af husene. Flere med mange år på bagen i området har nævnt, at de aldrig har set så meget vand.

Især omr. 3-ledningen, har haft travlt med de store mængder vand fra markerne mod øst. Et enkelt sted blev der etableret pumper for at holde huset tørt. Ved sådanne tiltag bør man overveje at tage naboerne i ed, da ekstra meget vand i én brønd vil  betyde, at lodsejerne opstrøms og på sidedrænene får sværere ved at komme af med "deres" vand. 

Helt afgørende er det også, at der er frit afløb i havet, så hold gerne øje med udløbet, når I går tur langs stranden.

I område 2 har de mindre dræn enkelte steder problemer. Bl.a på Lærkestien hvor den store vandpyt på vejen og i haven ved nr. 25 har været der stort set hele efteråret. Spuleren har forsøgt at få hul igennem, men stopper i den østlige vejside. Dette kan vel være en gammel skade fra nedgravningen af kloakledningerne og kommunen er adviseret om opgaven.

I område 5 er grøften mod vigen endnu ikke gravet op. Vandet løber, men noget langsommere end det burde på grund af manglende opgravning af grøften mod nord. Den er tilgroet og de græssende heste træder brinkerne ned, så vandets frie løb forhindres. Det betyder naturligvis, at det hober sig op bagved, hvilket os med kælder bemærker. Kommunen bærer ifølge kendelsen omkostningen ved oprensningen og det er måske derfor, at vores hyppige påmindelser endnu ikke har båret frugt.

Ny og forsimplet hjemmeside

For at forsimple den administrative byrde i bestyrelsen, er vi flyttet til Google, hvor vi som forening er blevet godkendt til Google Non-profit. Det har den store fordel, at alt det tekniske nu er blevet forsimplet, er mere funktionelt og uden omkostninger . Foreningens email er uændret post@ahl-draenlaug.dk og hjemmesiden uændret www.ahl-draenlaug.dk.

Lodsejerudvalget

Som I alle er orienteret om via breve fra kommunen, er processen i gang. Næste fællesmøde finder sted først i det nye år, hvor lodsejerne, forhåbentligt med stort fremmøde, skal stemme om, om de mener det er en bæredygtig løsning for området. 

I mine øjne er det helt afgørende kriterium for succes, at områderne kan stille et hold af dedikerede frivillige, som vil bruge tiden på at tilse brøndene, have kontakt til lodsejerne og til kommunen og vil lære drænsystemet så godt at kende, at man kan være med til at løse problemerne. Det kan blive en hyggelig opgave, men som de "gamle" i drænlauget kan skrive under på, er den ikke helt lille.

Jeg er bekendt med, at det ikke er den bedste salgstale for et lodsejerudvalg, men min holdning er, at vi skal være realistiske, så vi ikke ender i en situation hvor vi formelt har taget opgaven fra kommunen uden reelt at kunne løse den og dermed risikerer splid lodsejerne imellem.

Taksationskommissionens kendelse

Vi har længe efterlyst myndighedsbehandling af et spørgsmål vedr. kommunens opkrævning af udgifter. Nemlig om kommunen kunne opkræve for tilsynet af drænene og tillægge administrationsbidraget på 15% på disse tilsynsopgaver. Det er netop hvad den har gjort.

Tidligere, under Ebeltoft kommune, blev der ikke opkrævet for tilsyn. Så det var en uanmeldt praksisændring da Syddjurs kommune indførte dette. Og derfor bad vi for år tilbage kommunen redegøre for "Svends timer", som vi fandt i regnskabsbilagene. Efter i flere år at have afvist vores spørgsmål, valgte kommunen tidligere i år at indbringe spørgsmålet for Taksationskommissionen, som den 9. november afsagde kendelse.

Kendelsen gjorde klart, at kommunen har ret til at opkræve for tilsyn. Men den har ikke ret til at tillægge 15% administrationsgebyr. Et glædeligt udkomme. Dels fordi det nu er afklaret og dels fordi vi i årevis har anført overfor kommunen, at vi af kendelsen ikke kunne se retten til at lægge administrationsgebyr på tilsynet. 

I praksis oplever vi tilsynet som meget stedmoderligt. "Svends timer" er langt overvejende kørselstimer, når han kører rundt i området og besigtiger fra bilvinduet. Vi havde derfor bedt kommissionen specificere hvad der rent faktisk kunne opkræves som tilsyn. Primært for at undgå, at friste kommunen til at finde på nye tilsynsudgifter. Overheadet på 15% går nemlig i den sjove del af kommunekassen, som ikke har øremærker.  Men desværre mente kommissionen ikke, at det lå i dens opdrag.

Af taksationskendelsen fremgår også at: "Fortolkningen støttes af, at administrationsbidraget kan bortfalde, hvis der etableres en grundejerforening for hele sommerhusområdet, der kan overtage den administration, som det i kendelsen er pålagt kommunen. Den kommunale tilsynsopgave kan derimod ikke overtages. Den sidste del er fremhævet, fordi den muligvis udgør en "sten i skoen" i forhold til lodsejerudvalget. Funktionstilsynet kan altså ifølge kommissionen ikke overdrages til lodsejerne.

På vegne af lauget

Peter Egestad

Drænlauget opstod i kølvandet på kommunens renovering af hoveddrænet i delområde 2 i 2013. 

En gruppe lodsejere havde hos kommunen spurgt ind til processen, men ikke fået svar. Så de fandt sammen og begyndte at sætte sig ind i kendelsen og lovstof. 

På dette grundlag blev det klart, at spørgsmålene til kommunens adfærd var velbegrundede og at kommunens dispositioner var lovstridige. Men hvordan skulle man sætte sig op mod den kommune, der egentlig selv skulle håndhæve loven?

Gruppen satte ind på flere områder.  Dels med  information til de øvrige lodsejere og dels etableringen af drænlauget, Og endeligt påbegyndtes en "dialog" med kommunen om problemerne. Dialog er sat i anførselstegn fordi mange af lodsejernes henvendelser blev affærdiget eller afvist af både politikere og embedsværk. Der var ingen lydhørhed i forhold til at kommunen tog fejl.

Laugets første store gennembrud kom da kommunens planer om renovering af hovedledningen i område 3 blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Forud for denne følte kommunen på grund af kritikken fra området sig nødsaget til at skrive en formel myndighedsafgørelse. Det var ikke sket i område 2-projektet. Den formelle afgørelse var adgangsbilletten til at få nævnet til at vurdere sagen. Kommunens afgørelse blev ophævet af nævnet og dermed blev det samtidigt klart, at  det forudgående projekt i område 2 også havde været lovstridigt.

Ballet var nu åbnet. Forventningen fra lauget var først, at nu måtte kommunen da erkende sine fejl og få orden på butikken. Men det skete desværre ikke. Benægtelser, vrangvillighed og røverhistorier dominerede fortsat.

Drænlauget begyndte også selv at følge problemerne med drænene. Dette gjorde det klart, at stort set alle problemer med stop skyldtes rødder i drænene. Fra at være bar mark i 60'erne var området nu sommerhusområde med tilgroede haver, som havde snablen i drænene.

Rødder i dræn er en skade på drænet og som udgangspunkt ikke noget, der skal ordnes som en del af den vedligeholdelse, området betaler for i fællesskab. Skader er en myndighedsopgave og derfor blev kommunen bedt om at myndighedsbehandle sagerne. 

Det afslog kommunen dog. Vi har ikke pligt til at træffe afgørelse. Faktisk nægtede kommunen i flere omgange at gøre netop dette og udtalte, at det var administrativt bøvlet at håndhæve disse ting.

Først da ombudsmanden, via en del "omveje" i det komplekse klagesystem, tog sagen og gjorde klart, at kommunen har pligt til at myndighedsbehandle sager indenfor sit myndighedsområde, kom der skred i tingene. Kommunen skulle nu til at træffe afgørelser i de mange sager, den tidligere havde afvist at se på. I skrivende stund i 2024 kører nogle af disse sager stadig.

Det var en øjenåbnende erfaring, at en gruppe lodsejere skulle lære en kommune om myndighedspligter. Men endnu mere tankevækkende er det, at kommunen endnu ikke af egen drift har tagen myndighedsrollen på sig. 

Tilsyneladende er lovgivningen en gene for nogle kommuner, der tolkede kommunalreformens tanker om "selvstyrende" enheder i retning af, at vi kan gøre som vi vil. 

Når nogle halvkedelige dræn i jorden på Ahl kom til at optage en gruppe menneskers tid i mere end ti år, var det altså ikke kun for drænenes skyld. Motivationen blev for en stor del hentet i ønsket om at bidrage til at kommunerne blev "retskafne", troværdige og problemløsende servere i lokalsamfundet i stedet for det lovbrydende og påståelige bureaukrati vi havde mødt.